Tysk superstjerne: Det handler ikke kun om mig

Af: Ritzau
Stjernerne var bænket, da Tyskland lammetævede Argentina med tyve mål. I stedet tog de yngre kræfter over, hvilket glæder profilen Susann Müller. Hun fik godt og vel et kvarters spilletid.
Efter 10-2-føringen var kampen allerede afgjort, og på nær da Susann Müller skulle banke straffekastene i mål, kunne hun blot se til fra bænken de sidste 45 minutter.
Der ville ikke være særlig meget logik i at lade den 27-årige altoverskyggende stjerne få fuld spilletid og muligvis risikere en skade i en kamp mod Argentina, hvor sejren aldrig nogensinde var i fare.
Derfor var det en fryd for Susann Müllers øje at hun kunne se de unge kræfter træde til og lave en rigtig fin figur.
-
Det er jo ikke kun mig, det handler om. Vi er 16 spillere på holdet, og vi må alle sammen byde ind. Det er en lang turnering med mange kampe, og så er det vigtig, at alle kommer i gang, og viser, hvad de kan.
-
Vores bredde skulle gerne vise, at hvis en spiller ikke rammer dagen, kan vi sætte en ny ind, som tager over og viser vejen, fortæller Bietigheim-spilleren til tv3sport.dk.
I de første par kampe har Susann Müller ikke lidt af for meget overlast -- hun er klogt blevet sparet gevaldigt, og i tirsdagens vigtige kamp mod Brasilien har hun således fået ladet batterierne godt op.
-
Efter de to første kampe føler jeg mig stadig frisk, og min krop har det godt. Det er altid en stor oplevelse for mig og holdet at spille de her store mesterskaber.
-
Man ved, man møder nogle af verdens bedste hold. Jeg elsker det, jeg står med en god fornemmelse, og jeg nyder det, udbryder den tyske stjerne.
Tyskland får brug for mest mulig restitution, når ingen ringere end de brasilianske verdensmestre venter i den næste kamp.
Hver eneste kamp det nye, unge tyske landshold kan få på bagen er bare dyrebar, mener Müller.
-
Vi har skiftet en del ud i truppen i løbet af det her år, så flere unge spillere er kommet ind. De skal selvfølgelig have noget erfaring, og det kan både gå godt og skidt, det er svært at sige.
-
Vi står sammen, og vi har et stærkt hold. Vi rutinerede spillere skal være der for de unge, guide dem frem og se hvor langt det rækker, afslutter hun.
Udover Brasilien så mangler Tyskland at møde Sydkorea og Congo i det indledende gruppespil.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










