Gå til hovedindhold

Team Esbjerg vil ikke presse Lærke Møller: Dato for comeback er uvis

Team Esbjerg vil ikke presse Lærke Møller: Dato for comeback er uvis
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

Af hensyn til knæskadede Lærke Møller har danmarksmestrene fra Team Esbjerg med vilje ladet være med at sætte en specifik dato på, hvornår stjerneplaymakeren atter trækker i kamptrøjen igen.

Team Esbjerg sikrede sig forud for denne sæson den stærke playmaker Lærke Møller. 

Men ganske få dage efter Lærke Møller havde iklædt sig arbejdstøjet i det vestjyske, blev den uheldige playmaker i starten af august sidste år opereret i knæet igen, efter hun fik konstateret en mindre men alvorlig bruskskade

Genoptræningen har været en længerevarende proces - og faktum er, at den 28-årige danske bagspiller endnu ikke officielt har været i kamp for Team Esbjerg. 

Datoen for comebacket er dog ikke noget, Team Esbjerg går rundt og snakker højt om, fortæller cheftræner Lars Frederiksen. 

-Nej, der er slet ikke sat en dato på, hvornår hun tiltræder i kampsituation. Det er stadig uvist, hvornår hun er kampklar. Men vi vil selvfølgelig gerne bruge hende, fortæller den vestjyske cheftræner til tv3sport.dk.

-Det er både for ikke at presse hende og for at sørge for, at det går i den rigtige rækkefølge med hendes genoptræning. 

-I bund og grund fortsætter Lærke Møller bare sin gode genoptræning, og vi kan først sige til, når hun er helt klar. Jeg krydser fingre for, at hun snart kommer i kamp, men det er ikke et fokusområde for mig lige nu, uddyber Lars Frederiksen. 

Team Esbjerg-træneren har nok at gøre med at få angrebsspillet sat sammen, efter vestjyderne har mistet sin største stjerne i Estavana Polman for resten af sæsonen. 

Den hollandske viceverdens- og europamester sidder ude grundet graviditet, og derfor er Lars Frederiksen kommet på noget af en opgave med at få strikket en løsning sammen. 

-Jeg bruger al min energi på de spillere, jeg har til rådighed og som kan træne med på fuldt drøn.  

-Det er klart, vi skal lave nogle ting om på vores hold, for Polman har jo fyldt meget. Det gør man jo ikke bare fra den ene dag til den anden, når der er så mange ting, der går igennem hende. 

-Til gengæld har jeg dygtige spillere til rådighed, som giver angrebsspillet nogle andre kvaliteter, og så kan vi gøre nogle andre ting. Vi tror på, at når vi kender hinanden igen for alvor, så skal vi nok kommen ovenpå, slutter Lars Frederiksen. 

Team Esbjerg skal fredag aften en tur øst på, hvor København Håndbold venter i Primo Tours Ligaens 13. spillerunde. 

Lige nu er det blot to point, der skiller de to dameligahold ad. Der er kampstart klokken 19.00 på Frederiksberg.

Andre gode nyheder