Gå til hovedindhold

Norsk keeper færdig i Team Esbjerg efter fire sæsoner

Norsk keeper færdig i Team Esbjerg efter fire sæsoner

Af: Nikolaj Jensen

Når denne sæson lakker mod enden, tager danmarksmestrene fra Team Esbjerg afsked med endnu en stor profil. Denne gang må de vinke farvel til den norske keeper Emily Stang Sando.

27-årige Emily Stang Sando kom til det vestjyske i sommeren 2013, og har siden været en sikker sidsteskanse for esbjergenserne, der sidste sæson snuppede DM-guldet for første gang i klubbens historie. 

Men nu er det tid til nye udfordringer for nordmanden, der de seneste par år har ageret anfører på Team Esbjerg-holdet.

-Det har været helt fantastisk at være med til den udvikling, vi har været igennem i Team Esbjerg. I min første sæson endte vi på en sjetteplads, og derefter har vi kun bygget på, fortæller Emily Stang Sando til klubbens hjemmeside.

-Guldmedaljerne i fjor er noget af det vildeste, jeg har været med til som håndboldspiller, og vi har det fedeste hjemmepublikum. Men jeg kan mærke på mig selv, at der skal ske noget nyt efter denne sæson, uddyber hun.

Sportschefen Thomas Hylle er naturligvis ærgerlig over at miste klassekeeperen, men ønsker hende samtidig held og lykke i fremtiden.

-Emily kom til klubben, mens Kari Aalvik Grimsbø stadig var her, og formåede sportsligt at løfte arven efter hende. Hun har været med til at vinde både sølv og guld med Team Esbjerg.

-Med sine personlige egenskaber har hun også bidraget positivt til vores trup, siger han.

Ud over Emily Stang Sando er det også sikkert, at Jenny Alm og Laura van der Heijden er fortid i Esbjerg efter denne sæson.

Andre gode nyheder