Team Esbjerg laver trænerrokade med øjeblikkelig virkning

Af: Nikolaj Jensen
Per dags dato er Lars Krogh Jeppesen opsagt som assistenttræner for danmarksmestrene fra Team Esbjerg, der et halvt år før tid får kørt Jesper Jensen i stilling som Lars Frederiksens højre hånd.
Med øjeblikkelig virkning har den vestjyske mesterskabsklub valgt at rokere på assistenttrænerrollen.
Fra i dag af hedder assistenttræneren hos Team Esbjerg Jesper Jensen, der egentligt officielt først skulle træde til efter indeværende sæson, meddeler klubben på sin hjemmeside.
-I lyset af Lars Frederiksens arbejdsmængde med et tæt kampprogram og den sportslige situation, vi befinder os i, har vi fundet det bedst at fremrykke processen med at knytte Jesper Jensen til holdet, fortæller Team Esbjergs bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
-Lars Krogh Jeppesen har udført et godt stykke arbejde i de år, han har været i klubben, og han har stor andel i de resultater, der er skabt med senest det danske mesterskab.
Lars Krogh Jeppesen, der kom til den vestjyske storklub i 2014, har ifølge kontrakten med Team Esbjerg været frigjort til at tage sig at tjansen som håndboldekspert for DR under de store herreslutrunder - senest under VM i Frankrig.
Det har betydet, at cheftræner Lars Frederiksen i mange kampe har stået uden en egentlig assistent, og derfor har presset været hårdt.
-Jeg har den seneste tid kunnet mærke, at belastningen ved i perioder at være alene om holdet er større, end jeg havde ventet. Derfor er det den rigtige beslutning at ansætte Jesper Jensen allerede nu, også i lyset af at vi som trænerduo skal arbejde sammen de næste to sæsoner, uddyber han.
-Klubben og jeg har haft en god dialog, og jeg har forståelse for situationen og udfordringerne. Med min aftale med klubben – og øvrige arbejdsopgaver – deltager jeg kun i en del af kampene, hvilket med et travlt kampprogram i foråret ikke er optimalt, fortæller Lars Krogh, der kalder beslutningen ’naturlig’.
Nu er dagene som assistenttræner for Team Esbjerg altså talte, og i stedet tiltræder Jesper Jensen, der tidligere har erfaringer med at træne damehold.
I sæsonen 2013-2014 stod han i spidsen for Vejen EH.
Efter de første 13 spillerunder indtager de danske mestre en skuffende femteplads med 16 point - bare tre point mere end Nykøbing Falster på syvendepladsen.
Udover at møde SK Aarhus i onsdagens ligakamp tager Team Esbjerg søndag hul på hovedrunden i Champions League med en udekamp mod FCM Håndbold.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










