Gå til hovedindhold

Esbjerg vil sætte en stopper for Københavns vilde vinderstime

Esbjerg vil sætte en stopper for Københavns vilde vinderstime
Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

I 12 ligakampe, eller ikke siden den 16. oktober 2015, har København Håndbold forladt hjemmebanen på Frederiksberg med et nederlag. Det vil Team Esbjerg fredag aften lave om på.

København Håndbold har ikke bare set - de har også været uovervindelige i Primo Tours Ligaen i over et år.

Ringkøbing Håndbold er det seneste ligahold, der har slået københavnerne på deres hjemmebane - og det er mere end 460 dage siden.

Fredag aften slår de danske mestre fra Team Esbjerg et smut forbi hovedstaden i jagten på at bide sig fast i toppen af ligaen, mens København Håndbold kæmper om at få foden indenfor i slutspilsvarmen.

-Vi er godt klar over, at det bliver en utrolig svær opgave. Vi møder et hold med god selvtillid. Vi har været nede i en kort bølgedal efter EM-pausen, og vi håber selvfølgelig på, vi er ved at finde os til rette igen, fortæller cheftræner Lars Frederiksen til tv3sport.dk.

-Der er ikke nogen hold, der skræmmer os. Der er nogle hold, vi har stor respekt for, og det må vi sige, vi har mod København, der har en utrolig stærk hjemmebane.

-Men vi tror på vores egen kunnen og gøren, så vi tror også, vi kan komme over og sætte en kæp i hjulet på deres sejrsrække.

Sidst Team Esbjerg var i kamp, for 11 dage siden, tog Silkeborg-Voel overraskende sejren på vestjydernes hjemmebane.

Ellers er det i 2017 bare blevet til et enkelt point - og det blev sikret mod ligaoprykkerne fra Skanderborg i kampens absolut sidste sekunder.

Håndboldpausen den seneste store uge har været gavnlig for esbjergenserne, der også kan kigge frem mod et forår med deltagelse i Champions League-hovedrunden, understreger Lars Frederiksen.

-Vi kigger altid på vores muligheder, for det er vigtigt at komme godt igennem i de her kampe, inden Champions League starter.

-Vi ser det som en form for motivationsfaktor for os at komme ovenpå igen. Nu kan vi spille lidt frit og gå til den. Kan vi få et point med ovre fra København, vil vi være godt tilfredse med det, slutter Team Esbjerg-chefen.

Opgøret i 13. spillerunde mellem København Håndbold og Team Esbjerg fløjtes op klokken 19.00 i Frederiksberg Hallen.

Andre gode nyheder