Gå til hovedindhold

København vandt slaget om hovedstaden på Vesterbro

København vandt slaget om hovedstaden på Vesterbro
Foto: Nikolaj Jensen

Af: Nikolaj Jensen

Ajax hang på i 40 minutter mod vicemestrene fra København Håndbold, der stak fra Vesterbro med en sikker 23-34-sejr og en øjeblikkelig førsteplads i kvindernes bedste håndboldrække.

VESTERBRO: En håndfuld kilometer og en spytklat. Længere er der ikke fra Vesterbro til Frederiksberg. Derfor var der lagt op til noget af vaskeægte lokalopgør med kæmpestort L, da bundholdet fra Ajax København onsdag aften tog imod topholdet og vicemestrene fra København Håndbold i slaget om hovedstaden.

16 point skilte, inden dagens lokalbrag, de to mandskaber fra hinanden i kvindernes bedste håndboldrække. Men det var langt fra til at se inde på banen i kampens første 40 minutter. 

Den samlede sejr på 11 mål til København Håndbold sender dem lige nu alene på førstepladsen i dameligaen. Dog kan FCM Håndbold indhente københavnerne med en sejr senere i aften over Team Esbjerg.

Ajax-spillerne kæmpede som besatte og ydede det københavnske topmandskab kvalificeret og god modstand. Godt hjulpet på vej af den propfyldte Bavnehøj Hallen, der med sine 626 tilskuere var fyldt helt op til randen.

De københavnske storfavoritter havde sit hyr med at få hægtet Ajax af, der, på trods af nul point efter ni kampe, især på hjemmebane har voldt flere hold store problemer. Hjemmeholdet satte hurtigt to streger under, at det langt fra blev en walk-over for gæsterne fra Frederiksberg.

Men 6-7 udviklede sig hurtigt til 7-10, da Jenny Alm flækkede bolden i netmaskerne til københavnernes største føring i løbet af første halvleg. Men kendetegnet for Ajax’ ligaoprykkere, fightergenet, slog aldrig fejl og med endnu mere slid, fik Ajax kæmpet sig tilbage og op på 9-10 og 11-11.

Frem mod pausen fik København Håndbold trukket et par mål fra til stillingen 11-13.

Tempoet blev skruet gevaldigt i vejret for København Håndbold, der ville ud og løbe drillepindene fra Ajax trætte. Missionen lykkedes ganske fortrinligt for Claus Mogensens tropper. Gassen gik af ballonen små 10 minutter inde i anden halvleg, hvor København nettede seks gange i træk og gik fra 16-16 til 16-22 og reelt afgjorde kampen.

Fejlene hobede sig op for hjemmeholdet og det blev prompte straffet af gæsterne. 

Mia Rej, der nettede alle sine seks mål efter pausen, tog i den grad ansvaret på sine skuldre og gik forrest i det københavnske angrebsspil. Københavns helt store ryk kom Ajax sig aldrig over og kræfterne slap op. 

Derfor var det blot et spørgsmål om, hvor mange mål København Håndbold i sidste ende skulle vinde med.

Jenny Alm lukkede og slukkede kampen med et slangehug i hjørnet fra højre back-positionen til slutresultatet 23-34.

Andre gode nyheder