Gå til hovedindhold

FCM tager pligtsejr i Ajax - Silkeborg-Voel snupper slutspilsplads

FCM tager pligtsejr i Ajax - Silkeborg-Voel snupper slutspilsplads
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Af: Nikolaj Jensen

FCM Håndbold spillede ikke prangende men tog alligevel en pligtsejr med udebanesejren 22-31 over Ajax, mens Silkeborg-Voel hjemme med ét point mod Randers sikrede sig en plads i slutspillet.

FCM Håndbold havde på denne iskolde onsdag aften taget den lange tur fra det midtjyske til den københavnske hovedstad for at prøve kræfter mod ligaens bundprop, der typisk har det med at drille ethvert hold, der sætter deres harpiksklistrede sko i Bavnehøj Hallen.   

Men den lange bustur synes langt fra at have sat sig i benene på de midtjyske hunulve, der kom blæsende fra start og både bragte sig foran 0-1, 0-2, 0-3 og 0-4, inden hjemmeholdets Christina Wildbork godt fem minutter inde i kampen satte Ajax’ første scoring i netmaskerne.

Dette var blot starten på en meget lang første halvleg for Ajax, der slet ikke kunne matche midtjydernes fysik i forsvaret og aggresivitet i angrebet. Ved stillingen 1-5 bare seks minutter og 23 sekunder inde i kampen så Ajax-træner Dennis Bo Jensen sig nødsaget til at smide det grønne timeout.

Justeringerne rakte dog langt fra til at hale ind på de midtjyske gæster, der egentlig relativt tidligt definitivt lukkede kampen – det blev blot et spørgsmål med hvor mange mål, midtjjyderne kunne tage med i banken øst over. Som første halvleg skred frem var det de mere unge og urutinerede kræfter, der tog over, mens stjernerne Veronica Kristiansen og Louise Burgaard fik store pauser undervejs.

Frustrationen hos hjemmeholdet steg blot i takt med, at midtjyderne øgede føringen fra 3-8 til 3-11, hvilket tvang holdet fra Vesterbro til at smække det andet timeout-kort ned i bordet allerede 12 minutter og 53 sekunder inde i kampen.  

Denne gang fik hjemmeholdet sat en lille stopper for den midtjyske massakre og i den offensive ende havde især Christina Wildbork tur i den og stod for Ajax’ fem ud af ni scoringer i en første halvleg, FCM vandt med 9-16.

Ajax-pigerne kæmpede det bedste, de havde lært, men det blev aldrig nok til at komme i nærheden af midtjyderne, der dog ikke holdt helt samme kadence og koncentration efter pausen.

Den norske stjerne Veronica Kritiansen, der er i gang med sin sidste halvsæson i den midtjyske klub, kunne knap 10 minutter inde i anden halvleg tyre midtjyderne på den første timålsføring.

Angrebsspillet fandt ikke bedre takter for Ajax, der reducerede en smule frem mod slutfløjt, men et par sløsede bolde og tre kontrakløb senere og midtjyderne vandt med cifrene 22-31.  

Kampens topscorer blev hjemmeholdets Christina Wildbork med 10 kasser.

Ajax og FCM Håndbold var langt fra de eneste ligahold, der var i aktion her til aften. Randers HK tog på udebane et enkelt point mod Silkeborg-Voel, der dermed sikrede sig en plads i slutspillet. Derfor bliver det Randers og TTH Holstebro der skal kæmpe om den sidste, adgangsgivende slutspilsplads.

Danmarksmestrene fra Nykøbing Falster sendte hjemme Team Esbjerg tilbage til Vestjylland med en sejr på 26-23 efter at have ført 18-8 ved pausen.

Endelig tog Viborg hjemme to sikre point hjemme mod Ringkøbing efter en nimålssejr på 35-24.

Andre gode nyheder