Gå til hovedindhold

Talent i København: 100.000 andre muligheder end træning

Af: Ritzau

Den 21-årige landsholdsaktuelle, Anne Cecilie de La Cour, mærker tydeligt forskellen mellem de jyske talenthåndboldmiljøer kontra Sjællands.

Kulturen er slet ikke den samme øst for Storebælt, mener hun.

Hun har haft sin håndboldopdragelse og fødsel i det jyske, men 21-årige Anne Cecilie de la Cour er sidenhen rykket øst på, og tørner nu ud for København Håndbold.

Landsholdsspilleren startede sin håndboldkarriere op i århusianske VRI. Senere rykkede hun to år til den nordsjællandske klub AB Håndbold, og blev her færdig med folkeskolen.

I en alder af blot 15 år valgte stjerneskuddet at tage på Viborg College, og var der i knap fire år, inden hun blev lejet ud lige godt to sæsoner i midtjyske Silkeborg-Voel KFUM -- med stor succes.

Men de seks år væk fra familien har sat sine tydelige spor, og da Anne Cecilie de la Cours familie er bosiddende på Sjælland, var valget om at tage hjem til familien igen heller ikke svær.

  • Min familie bor herovre, og jeg kunne godt mærke, at jeg var seks år væk fra familien. Så bød muligheden for sig at spille på et hold, der har store ambitioner, ligesom jeg, samtidigt med, at jeg bor tæt på min familie.

  • Det stod lige mellem flere forskellige klubber, men at min familie var tættere på, gjorde, at det vippede den vej, for jeg et familiemenneske, fortæller 'AC' La Cour til tv3sport.dk

Uddannelsesmulighederne spiller naturligvis en kæmpe rolle for håndboldspillerne rundt omkring i landet.

Men der mener København-backen, at Jylland på flere parametre er længder foran Sjælland.

  • Når de unge, inklusiv mig selv, gerne vil studere efter gymnasiet, så er der ikke særligt mange muligheder for det som håndboldspiller i København. I Aalborg, Odense og Århus har de et samarbejdet kørende, så man kan få hjælp til at tilrettelægge skemaer blandt andet, som kan have stor betydning for en spiller som mig.

  • Københavns universiteter har jo ikke et ry for at tage sportsfolk ind. Der er større muligheder andre steder i landet. Der er København lidt for stor en by med for lidt fokus på håndbolden. Det kan man godt mærke, og det er min opfattelse, påpeger hun.

Skanderborg-cheftræner, Mikkel Frederiksen, har tidligere udtalt til tv3sport.dk, at han synligt oplever den såkaldte shopping-kultur, der er ved at blive dannet hos spillerne i Københavnsområdet.

At spillerne i mange situationer måske vælger at springe over hvor gærdet er lavest, kan den tidligere Silkeborg-Voel-profil godt nikke genkendende til.

  • Jeg kan godt mærke, at der er mange andre ting, man kan lave herovre i stedet for håndbold. Så derfor er det ikke en selvfølge, at alle unge går til håndbold med deres holdkammerater. Man kan vælge at tage i byen og lave 100.000 andre ting. Jeg kan godt fornemme, at der er en anden kultur blandt de unge herovre.

  • Jeg har en fornemmelse af at mange af de helt unge, laver meget andet end håndbold. Man kan se en håndboldkamp eller gå i Tivoli for eksempel. Så der er mange andre fristelser, der kan komme i vejen for håndbolden.

  • Generelt tror jeg, det er rigtigt, at der en større tendens til, at de unge laver noget andet end at gå ned og træne. Så bliver det i hvert fald svært at trække de unge talenter til Sjælland, hvis der ikke er et hold, der kan trække det.

Helt umuligt påstår højre backen dog ikke det er, at få vendt billedet om, således de jyske talenter vælger at prøve håndboldlykken på Sjælland.

  • Kulturen har de bare ikke fået skabt endnu på Sjælland. København Håndbold er en ny klub, der har stor fokus på talentudviklingen, som de gør rigtig godt. Klubben er det eneste ligahold på Sjælland, der kan trække talenter til.

  • Viborg har for eksempel et college, hvor det drejer som om håndbold, og hvor det er stedet, hvor talenterne søger hen. Det er svært at være i storbyen, hvis der ikke er en klub, hvor man kan udvikle sig i og spille på. Som ung skal man være et sted, hvor dem man render og træner op og ned af i klubben, har en drøm om at spille liga, og den kultur er der ikke på Sjælland, afslutter La Cour.

I sidste sæson havde Anne Cecilie de la Cour en kæmpe andel i, at Silkeborg-Voel KFUM tog fusen på mange, og snuppede en slutspilsplads.

Med sine 142 scoringer strøg hun direkte ind på delt fjerdeplads på topscorerlisten for sidste sæson, mens klubkollegaen Jette Hansen toppede listen med sine 164 mål.

I denne sæsons første 10 kampe står Anne Cecilie de la Cour noteret for 29 mål.

Andre gode nyheder