KBH-stjerne om tidlig sommerferie: Røvsygt

Af: Ritzau
København-profilen Mia Rej synes langt fra, at den tidlige sommerferie fra ligaen er speciel sjov.
Med en plads uden for det fine slutspilsselskab for tredje sæson i træk måtte København Håndbold også i år gå på en tidlig sommerferie.
Tre point længere oppe i rækken kunne københavnerne se rivalerne fra Nykøbing Falster løbe af sted med den forjættede sjetteplads.
Det efterlader hovedstadens håndboldhold på den triste plads, som betyder, at ligahåndboldsæsonen nu er slut.
Der resterer blot en pokalkamp mod TMS Ringsted inden sæsonen for alvor lukker ned, men ellers står den bare på fysisk træning, fortæller Mia Rej.
-
Hvis vi ser på det i forhold til, at vi kunne have spillet slutspil, så er det jo klart, at det er røvsygt at ende her, fortæller landsholdsplaymakeren til tv3sport.dk.
-
Vi nåede jo ikke vores målsætning om at komme i slutspillet, så selvfølgelig er det ikke lige så sjovt.
-
Men det er det, vi må arbejde med. Nu skal vi lægge en masse fysik på, og det har vi god tid til.
Københavns chancer for at nærme sig slutspillet har i løbet af sæsonen været rigtig store.
Der er blevet smidt mange dumme point rundt omkring i de danske ligahåndboldhaller, men Mia Rej hæfter sig specielt ved efterårets første par kampe, hvor man led slutspilsafgørende nederlag til SK Aarhus, HC Odense og Ringkøbing.
-
Vi taber jo slutspillet i de første fem kampe i sæsonen. Eller i Ringkøbing hvor vi smider ni mål eller i Viborg, hvor vi smider otte mål.
-
Vi kan finde så mange andre kampe, hvor det kikser for os. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan bruge det til lige nu, men vi har masser at sætte os ned og kigge på, hvorfor det gik galt, slutter Mia Rej.
I sæsonens 22 grundspilskampe endte Mia Rej med at blive København Håndbolds mest scorende spiller med sine 92 mål.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








