Gå til hovedindhold

Kbh-stjerne raser over pap-kast: Bøde IKKE nok

Kbh-stjerne raser over pap-kast: Bøde IKKE nok

Af: Ritzau

Louise Svalastog kan ikke forstå, at Nykøbing Falster fik den altafgørende fordel af, at en fan smed affald på banen i 28-28-dramaet, som sendte København på tidlig sommerferie.

Dansk kvindehåndbold blev onsdag ramt af en bizar hændelse, da en NFH-fan i kampens døende sekunder tyrede et stykke klappepap på banen og ødelagde Københavns muligheder for at bygge et kampafgørende angreb op.

33-årige Louise Svalastog har været med omkring den danske liga i rigtig mange år.

Hun har selvsagt prøvet mangt og meget i sine kampe for point, men at en fan på den måde ødelægger en gylden mulighed for sejr, forbliver forhåbentlig som en førstegangsoplevelse, understreger landsholdsstregen.

  • Jeg har aldrig været med til at opleve, at der er nogen, der kastede noget på banen, sådan at tiden bliver stoppet, og de får en fordel på den. Jeg synes, det er en kæmpe katastrofe, understreger Louise Svalastog overfor tv3sport.dk.

  • Hvorfor skal det gå ud over os? Nykøbing får en fordel af det, for de kan bruge det uafgjorte resultat. Det er en katastrofe for håndboldsporten. Det er meget sørgeligt.

Cheftræner Reidar Møistad havde forinden smidt det grønne timeout-kort, og spillet blev fløjtet i gang med 12 resterende sekunder.

Da klappepappet blev kastet ind på halgulvet, stoppede kampens ene dommer tiden, hvorfor der var fire sekunders spilletid tilbage.

At København får 'frarøvet' otte meget afgørende sekunder, vil Louise Svalastog aldrig kunne forstå.

  • Det får så stort et udfald for os. 12 sekunder er virkelig lang tid i håndbold til at skabe en rigtig god situation. Min første tanke var, da han stoppede tiden, 'så starter vi vel forfra'. Dommerens eneste kommentar var, at det ikke er hans skyld, de har kastet noget på banen.

  • Det har kostet os et eventuelt slutspil. Det er meget ærgerligt, hvis det er det her, vi skal ud i.

Louise Svalastog kan dog love, at den sidste aktion og det sidste ord langt fra er sagt i den her kontroversielle sag.

  • Man må se på, om man kan lave en form for regelsæt. Det er jo ikke vores fejl, at vi får frarøvet den mulighed for at skabe en væsentlig bedre situation.

  • Det kan ikke være rigtigt, at det kan betale sig og være en fordel at snyde.

  • Vi kan godt blive enige om, at vi skulle have afgjort tingene selv, og der er mange fejl i løbet af kampen. Jeg ved jo ikke, om vi havde scoret eller ej, men det må aldrig ske, at der er nogle påvirkninger udefra, der afgør det sådan her.

  • Der skal slås rigtig hårdt ned, for det er en stor sag. Det er ikke kun os alene, men håndebolden generelt, der bliver ramt på det her. Jeg er ikke i tvivl om, at klubben får en bøde, men jeg synes ikke, det er nok, slutter hun.

Det uafgjorte resultat indebar, at København Håndbold nu ikke længere har mulighed for at kæmpe sig til en plads i slutspillet.

Derfor venter der hovedstadsklubben en tidlig sommerferie for tredje sæson i træk.

Andre gode nyheder