Ringkøbing-playmaker slipper med skrækken

Af: Ritzau
Dommen fra lægerne omkring Mathilde Neesgaards skulderskade var ikke nær så slem som frygtet, understreger en lettet Ringkøbing-cheftræner Lars Rasmussen.
Jublen havde svært ved at slippe sit tag i den karismatiske Ringkøbing-chef Lars Rasmussen, da han torsdag eftermiddag fik en opmuntrende besked midt i skadeshelvedet.
Playmaker og krumtap i Ringkøbing Håndbold, Mathildes Neesgaard, har i længere tid døjet med en drilsk skade i skulderen, som har sat en brat stopper for den 22-åriges udvikling på håndboldbanen.
Men nu er der for alvor grund til optimisme, påpeger Lars Rasmussen.
-
Der er ikke noget i hendes skulder, som er gået i stykker. Hun har altid haft problemer med skulderen, uden at det har været så alvorligt. Umiddelbart er det ikke så faretruende, at hun ikke kan spille håndbold, indleder han overfor tv3sport.dk.
-
Lægerne har vurderet, at hun skal holde skulderen helt i ro i en håndfuld dage. Hvis det hele går efter planen, så er der en pæn chance for, at hun kan komme tilbage ret hurtigt.
I efteråret har Ringkøbing-mandskabet mildest talt ikke været skånet for skader.
En korsbånds- og skulderskade har blot været et par af eksemplerne, men at det nu lysner på skadesfronten for en uhyre vigtig brik i Ringkøbing-spillet, er meget positivt, vurderer cheftræneren.
-
Vi har været hårdt ramt af skader, så det kunne være rart, hvis det snart gik lidt den anden vej.
-
Da jeg fik meldingen fra lægerne, kom der da et smil på læben på en ellers trist dag, hvor der ikke har været mange smil. Det har været hårdt at mangle hende, og hun har ikke spillet håndbold i syv uger.
-
At der er kommet en melding om, at der er en chance for, at hun kan komme tilbage inden for en overskuelig fremtid, gjorde at jeg lyste gevaldigt op.
Lars Rasmussens håb er derfor, at man i Ringkøbing-lejren vil gøre alt for at få hende klar til eventuelt at spille resten af sæsonen, hvor holdet står over for et meget hårdt forårsprogram i dameligaen.
I skrivende stund indtager Ringkøbing Håndbold en delt ottendeplads med SK Aarhus og København Håndbold, der alle tre står noteret for 10 point.
Onsdag skal vestjyderne op imod SK Aarhus og runden efter venter Team Tvis Holstebro ligeledes også på udebane.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









