Ringkøbing lider fjerde liganederlag i træk

Af: Ritzau
Team Tvis Holstebro besejrede et skadesramt Ringkøbing Håndbold-mandskab søndag aften 33-28 i Primo Tours Ligaen.
Ligasejr nummer otte røg søndag ind på kontoen for Team Tvis Holstebro, der efter 25 minutters spil fik hægtet Lars Rasmussens Ringkøbing-tropper af sig.
De lyserøde ringkøbingensere var med til stillingen 10-10, men herfra satte de forsvarende DM-bronzevindere tempoet i vejret, og udnyttede koldt Ringkøbing-spillernes fejl.
Pauseføringen sneg sig op på 15-11 efter et mål i sidste sekund af den norske verdensmester Camilla Herrem.
Men der var ikke meget at stille op for Ringkøbing, der ikke var i nærheden af at true Team Tvis Holstebros sejr, der i takt med anden halvelg skred frem, blot voksede sig større.
Sejren bringer Tvis Holstebro op på en øjeblikkelig fjerdeplads i Primo Tours Ligaen, mens Ringkøbing syv point under indtager tiendepladsen.
Mathilde Neesgaard, der længe har døjet med en skulderskade, blev med sine ni scoringer kampens topscorer.
Svenske Nathalie Hagman blev hjemmeholdets mest målscorende med otte fuldtræffere.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









