
Af: Nikolaj Jensen
Som forventet er Frankrig klar til VM-finalen, mens det står mere åbent, hvem der følger værterne videre. Braget mellem Norge mod Kroatien ser ekspert Jan Paulsen som værende 50/50.
Foran en fuldstændig udsolgt arena i Bercy i Paris gjorde franskmændene torsdag aften dét, alle havde sat næsen op efter: de spillede sig i VM-finalen.
Mens Frankrig kan smække benene op fredag aften, kæmper sidste års EM-semifinalister fra Norge og Kroatien om at spille sig i guldkampen ved de 25. verdensmesterskaber.
En kamp som er fuldstændig åben, mener Jan Paulsen.
-Slovenerne spillede fin håndbold og ydede god modstand, men det kom jo nok ikke som nogen overraskelse, at Frankrig vandt. Omvendt ser jeg semifinalen i aften som 50/50, og som neglebidende tæt de sidste fem minutter, fortæller eksperten til tv3sport.dk.
-Norge har præsteret fint, og de har vundet overbevisende over de hold, de skulle vinde over. Det fortæller mig, at de har været solide. Der har ikke været nogen slinger i valsen, og deres bundniveau har været rigtig højt.
-Det er som om, spillerne kender deres roller. De har fået et godt mix af, hvordan de skal spille, og så er de super arbejdsomme, og deres koncept kører bare, uddyber Jan Paulsen.
På vejen frem til landets første VM-finalen nogensinde har Norge mørbanket nationer som Brasilien, Japan og Makedonien med 10 mål eller derover.
Man har kun lidt nederlag til Frankrig i det indledende gruppespil, ellers har nordmændene tromlet over modstanderne siden.
De kroatiske EM-bronzevindere derimod har været på lidt af en slingrekurs frem mod deres sjette VM-semifinale gennem tiderne, hvor man i 1/8-finalerne vandt knebent 21-19 over Egypten, og i kvartfinalen efter mod Spanien trak man sig sejrrigt ud med mindst mulig margin - 30-29.
-Kroatien er et typisk turneringshold, som starter sløjt ud og lige hiver sig igennem. Men når de store, afgørende kampe kommer, så vokser de. De har det her balkan-blod, så når de nærmest kan smage metallet og se bonussen på kontoen for sig, så er de gode.
-Men jeg må bare sige, at Norges forsvar altså ligger godt til Kroatien, som spiller meget ind over midten.
-Målmandsduellen bliver afgørende. Kroatiens målmænd spillede en fin kvartfinale, ellers har det ikke været på et superhøjt niveau. Den norske TTH-keeper, Torbjørn Bergerud, har spillet sig op.
-Der er folk, der siger, han kan gå ind og blive en af verdens bedste. Men spørgsmålet er bare, om han er så kold og kynisk til at lukke helt af i sin største kamp nogensinde, slutter Jan Paulsen.
Semifinalen mellem Kroatien og Norge har kampstart klokken 20.45 i aften.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










