Gå til hovedindhold

Dalmose: Selvtilliden skubbede Norge i VM-finalen

Dalmose: Selvtilliden skubbede Norge i VM-finalen
FOTO: SCANPIX

Af: Nikolaj Jensen

Da det så allermest sort ud, trak Norge selvtillids-esset ud af ærmet og gravede sig op af hullerne. På den måde slukkede nordmændende Kroatiens gulddrømmene og spillede sig i sin første slutrundefinale nogensinde, vurderer ekspert Christian Dalmose.

Norge var egentlig ikke kvalificeret til VM, da Slovenien samlet vandt de to kvalifikationsopgør.

Men et wildcard og otte VM-kampe senere står nordmændene med en historisk finale i hånden efter semifinaledramaet mod Kroatien, der måtte ud i forlænget spilletid og et reddet straffekast efter ordinær spilletid. 

Nordmændenes selvtillidspil er kun gået én vej siden turneringens start, og det er opad. I sidste ende var det også det, som sikrede Norge kampen om guldet på søndag, mener Christian Dalmose.

-Selvtilliden, de har fået i løbet af turneringen, blev afgørende. Det er jo ikke kæmpestore profiler, der render rundt i den norske trup. Det er spillere helt nede på jorden, der spiller i GOG, HC Midtjylland og Aalborg, som går ind og gør en samlet figur, fortæller Christian Dalmose til tv3sport.dk.

-Det blev en vild og intens kamp. Norge spillede sig via fight og energi tilbage. Selvom de var helt ude over kanten, vandt de alligevel, og det er jo de her intense opgør, der gør, at vi elsker den her sport så meget.

-Håndboldmæssigt blev det ikke den bedste kamp, men spændingen og intensiteten var på et meget højt niveau.

Tremålsnederlaget til Norge vil uden tvivl gøre ondt langt inde i håndboldsjælen på de kroatiske verdensstjerner, som endda havde matchbolden i hånden efter den ordinære spilletid. 

Her kunne den rutinerede højre fløj, Zlatko Horvart, på et straffekast sende Kroatien i finalen.

Men Zagreb-fløjen misbrugte chancen fra syvmeter-pletten, og kunne efter den forlængede spilletid se de norske spillere juble af finalepladsen.

-Det er ikke let at stå i sådan en situation. Man kan stå i træningslokalerne og mange andre steder og øve det, men når man står der, går der pludselig en masse tanker igennem hovedet, siger Dalmose.

-Det er de små nerveting, som både gør det svært, men også sjovt som spiller at stå med det ansvar. Men nu skal Kroatien jo spille om bronzemedaljerne, som bliver svært for dem.

-Kroatien er jo et hold, der normalt går efter at spille finaler, men nu skal de så møde Slovenien. Det er nok meget godt, for så ved man, at der kommer knald på, slutter Christian Dalmose.

Bronzebraget mellem de to balkanlande spilles allerede lørdag aften, mens den store VM-finale mellem værtsnationen Frankrig og Norge kastes i gang søndag eftermiddag klokken 17.00.

Andre gode nyheder