
Af: Nikolaj Jensen
Man skal langt ind i bronzekampen i aften, før der kommer bare en lille smule nerver i spil mellem Slovenien og Kroatien, vurderer ekspert Jan Paulsen.
Norge endte med at kvæle kroaternes drøm om den første semifinalesejr ud af seks mulige på fem år.
Slutrundesemifinaler og Kroatien har siden 2012 år ikke været en særlig god cocktail.
Kroatien har gjort det fortrinligt både ved EM, VM og OL - lige indtil turneringen gled ind i semifinalen.
Siden OL i 2012 har Kroatien tabt ikke bare tre eller fire men hele fem semifinaler i træk. Den onde stime skulle vendes i VM-semifinalen mod Norge fredag aften, men heller ikke sjette gang var lykkens gang.
Derfor venter der på papiret en krig mellem to nabolande, men kampen om bronzemedaljen finder de to hold ikke særlig ophidsende, fortæller Jan Paulsen.
-Det er ynkeligt for dem. Bronzemedaljer for de her balkan-lande kan ikke være mere ligegyldigt. Selvfølgelig går de efter at vinde den, men det bliver noget skrammel, siger ekspert Jan Paulsen til tv3sport.dk.
-Kroatien kommer med plus 70 minutter i benene og skuffelsen selvfølgelig. Det er klart, der er nogle spillere, der bliver trukket store veksler på, og de skal passe på deres helbred nu. Det er hård kost.
Fire gange sidste år bragede de to landshold sammen i venskabskampe med to sejre til hver.
Når man tænker Slovenien og Kroatien, kan man nemt skrue tankerne tilbage til 2004, hvor den slovenske værtsnation slog kroaterne ud af EM-semifinalen og efterfølgende tabte Kroatien bronzekampen til Danmark, mens Tyskland blev europamestre.
Helt samme intensitetsniveau vil man dog ikke ramme i aften, understreger Paulsen.
-Selvfølgelig vil man glæde sig og juble over en bronzemedalje. Men når alt kommer til alt, skal vi nok 45 minutter ind i kampen før, der kommer noget nerve i kampen.
-Jeg tror, Slovenien vinder, for de har trods alt haft en dag mere at restituere i, slutter Jan Paulsen.
Kampen om bronzemedaljerne blæses i gang i aften klokken 20.45.
VM-finalen mellem Frankrig og Norge spilles søndag aften klokken 17.30.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk










