Gå til hovedindhold

Haugaard: Her er Sloveniens chance mod Frankrig i VM-semifinale

Haugaard: Her er Sloveniens chance mod Frankrig i VM-semifinale

Af: Nikolaj Jensen

Slovenien skal spille deres højt anlagte angrebsspil fejlfrit og næsten til perfektion, hvis Frankrig skal skubbes ud af guldkursen i VM-semifinalen, mener ekspertkommentator Jeppe Haugaard.

De 25. verdensmesterskaberne i Frankrig glider ind i sin altafgørende fase, hvor mesterskabets to finalehold inden længe skal findes.

Første semifinale står mellem værtsnationen og guldfavoritterne fra Frankrig og Slovenien, hvor ekspertkommentator Jeppe Haugaard mener, at især slovenernes angrebsspil skal sidde lige i skabet.

-Det er jo et opgør mellem en klar favorit, som har alt at tabe og en underdog, som har alt at vinde. Men jeg tror, styrkeforskellen de to hold imellem hurtigt kommer til udtryk i kampen, fortæller Jeppe Haugaard til tv3sport.dk.

-Jeg har en forventning om, at Frankrig får sat sig på opgøret i første halvleg. Slovenien skal levere noget nær perfekt og fejlfri angrebsspil, så deres egne mangler i forsvaret ikke kommer til at betyde så meget.

-Hvis Frankrig får fornemmelsen af, at de ikke kan få fat i slovenernes angrebsspil, så kan de godt rystes. Men jeg tror, Slovenien kommer til kort over for franskmændenes fysik og rutine. Slovenernes evige problem er, at de ikke dækker godt nok op, uddyber Haugaard.

Slovenien står for anden gang i historien i en VM-semifinale. I 2013 blev Jure Dolonec og co. slået ud af guldkampen af værtsnationen Spanien, der senere blev verdensmestre.

Ved VM i ørkenstaten Qatar to år senere bankede Frankrig Slovenien ud i kvartfinalen med en nimåls-afklapsning. I slutrundemæssig sammenhæng har Slovenien ikke vundet en kamp over Frankrig siden 2004.

Nu står Frankrig igen i vejen, og hvis slovenerne holder tungen lige i munden hele vejen igennem, kan presset på de franske skuldre foran eget hjemmebanepublikum godt blive for meget, siger Haugaard.

-Det er en optimal semifinalemodstander for Frankrig. Det må man bare sige. Men jeg tror, de fik et wakeup call i kvartfinalen mod Sverige, hvor de pludselig skulle grave alle ressourcer frem.

-Presset vil være langt større på Frankrig, også når de står i en finale. De er langt fra guldet nu, og hvis slovenerne får fat i dem, kan det blive voldsomt.

-Men jeg tror simpelthen ikke, Slovenien har fysikken til at modstå Frankrig, slutter Jeppe Haugaard.

Andre gode nyheder