Gå til hovedindhold

Nykøbing tæt på slutspillet med sejr

Nykøbing tæt på slutspillet med sejr

Af: Ritzau

Med en uhyre vigtig 30-33-sejr over SK Aarhus onsdag, er Nykøbing Falster ikke mange point fra at sikre sig en plads i slutspillet.

Længe så det ud til, at SK Aarhus langt om længe skulle få brudt den negative stime, som har budt på 10 nederlag ud af de seneste 12 kampe.

I starten af anden halvleg kunne Julie Pontoppidan bringe århusianerne i front med 24-22 efter at have været bagud 14-16 ved pausen.

Men i de sidste 10 minutter tippede kampen til Nykøbing Falsters fordel med Kristina Kristiansen igen, igen i rollen som falstringernes mest scorende.

Målbytteriet i slutminutterne skabte en meget mål-rig afslutning, som endte med en smal 30-33-udesejr.

Et bedre indbyrdes regnskab sender Nykøbing Falster over Team Tvis Holstebro i tabellen, der begge står med 21 point.

De to holds nærmeste forfølger er Silkeborg-Voel, der med en sejr over Ringkøbing, står med 17 point.

SK Aarhus ligger fortsat tredje sidst med sine 12 point, hvor holdet lige nu ligger til at skulle spille nedrykningsspil.

Der resterer fire runder i Primo Tours Ligaens grundspil.

Andre gode nyheder