Ny NFH-brasilianer: Jeg elsker at spille i Danmark

Af: Ritzau
Efter en turbulent december måned kom det på plads, at den 32-årige Deonise Cavalerio blev en del af Nykøbing Falsters profilfyldte mandskab i dameligaen.
Det har langt fra været en dans på roser for den brasilianske verdensstjerne Deonise Cavalerio, der tørnede ud for CSM Bukarest ved sæsonens start.
Men efter noget nær en mareridtsoplevelse gik brasilianeren på klubjagt for at få ro på bagsmækken igen.
Derfor langede Nykøbing Falster elegant ud efter den tidligere verdensmester, der takkede pænt ja tak til en kontrakt.
-
Jeg havde mange problemer i Bukarest, men så skiftede jeg her til, og det er jeg så glad for. Jeg føler, at der er en masse positiv energi omkring holdet, fortæller hun til tv3sport.dk.
-
Mit liv har forandret sig en smule, men jeg elsker at spille her i Danmark. Jeg har spillet utallige kampe her, og jeg har meget gode følelser omkring det at være i Danmark, uddyber hun.
Opbakningen såvel på ude- som hjemmebane anser brasilianeren som værende helt ekstrem og meget passioneret.
Næsten uanset hvor i landet falstringerne spiller, så er supporten enorm, og det har den rutinerede Cavalerio da også bidt mærke i.
-
Det er en lille smule syret, og der er jo fyldt, uanset hvor vi spiller. Som jeg hele tiden har sagt, så er fansene ligesom den ottende mand på banen, og det er meget, meget vigtigt.
-
Opbakningen er så fed for mig at opleve. Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Jeg er en spiller, der spiller med hjertet, og det vil jeg gerne bevise, fortæller hun.
Onsdag aften trækker Deonise Cavalerio den gule NFH-trøje over hovedet for anden gang, når holdet står over for Viborg HK.
I debutkampen tabte Cavalerio og resten af Nykøbing-mandskabet klart til København Håndbold, og selv om det skuffede brasilianeren, så er hun klar til at kæmpe endnu hårdere.
- Vi tabte den første kamp med mig, men turneringen og livet går videre. Vi har stadig meget at arbejde med, og det er jeg klar på.
Nykøbing Falster har faktisk -- på grund af stigende popularitet -- valgt at stoppe billetsalget til resten af ligahjemmekampene for denne sæson.
Til hjemmekampene i Scandlines Arena bliver der fyldt op på tribunerne allerede en time før kampstart.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










