
Af: Ritzau
Den norske målscore endte med at blive voldsom i fredagens første OL-kvalifikationssejr på 35-29 mod Bahrain, men spillet blev lige så rodet som forventet, understreger den norske storskytte Espen Lie Hansen.
Norge tog den forventede sejr over det bahrainske herrelandshold, som diskede op med en noget uvant spillestil.
Den alternative form for håndbold havde Norge meget svært ved at håndtere, og det kom til udtryk flere gange i kampen, hvor Bahrain ydede de norske EM-semifinalister uhyggelig stor modstand.
Men lige som forventet blev spillet aldrig overbevisende eller på nogen måde prangende, men det lever Espen Lie Hansen fint med.
-
Vores mål var at få de to point. Det var det, vi kom efter. Vi vidste udmærket godt, det ville blive en lortekamp, fortæller den kommende HC Midtjylland-bagspiller til tv3sport.dk.
-
Deres spil er jo meget anderledes, end det vi spiller over for til daglig. Vi så jo tydeligt i flere situationer i løbet af kampen, at vi kom i situationer, vi ikke er vant til. Men vi fik vores sejr.
Norges kampafgørende hul blev først slået, da 10-målsskytten Kristian Bjørnsen gjorde det til 30-25 med godt og vel syv minutter igen.
Sejrens størrelse var ikke så vigtig, men det at komme i gang på pointtavlen bliver vægtet højere i den norske lejr.
- Det er jo mega svært at se godt ud mod et hold som Bahrain. Man ved aldrig, hvad der kommer. Pludselig kan der komme et skud over hovedet, så det er meget vanskeligt.
Kan I vinde den afgørende finale lørdag mod Danmark, hvis I leverer samme indsats som mod Bahrain?
-
Nej, altså det bliver først og fremmest en helt anden kamp mod Danmark. Men vi har vist ved EM, at når vi spiller vores allerbedste, så kan vi slå alle.
-
Danmark har selvfølgelig hjemmebanen, som de har fordel af, slutter Espen Lie Hansen, der scorede på sine fire forsøg.
Klokken 20.30 lørdag aften brager Norge og Danmark sammen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










