Gå til hovedindhold

Møgærgerlig AG: Tortur at overvære finalerne

Møgærgerlig AG: Tortur at overvære finalerne

Af: Ritzau

- Det er en svag form for tortur at bo på samme hotel som Holland, Norge, Rumænien og Polen.

Landsholdsfløj Ann Grete Nørgaard finder det absolut ikke særlig nemt at bo på samme hotel som de fire nationer, der alle har det tilfælles, at de udgør finalekampene.

  • Det er svært at bo på samme hotel som dem. Du bliver konstant mindet om det, og det er sgu hårdt, synes jeg. Det er en svag form tortur, må jeg indrømme, indleder Viborg- og landsholdsprofilen overfor tv3sport.dk.

  • Men vi kan ikke gøre andet end at lade det motivere os fremadrettet, så det for os handler om at vinde og lægge yderligere lag på.

Den enorme skuffelse efter kvartfinalenederlaget på et enkelt mål til Rumænien i onsdags har ikke helt sluppet sit tag i de danske landsholdsspilleres bevidsthed.

I stedet for at skulle kæmpe om VM-metal søndag eftermiddag, så må Danmark tage til takke med en tung kamp om 5/6.-pladsen mod Rusland.

  • Vi ville alle sammen meget hellere have spillet én af de sene medaljekampe. Men sådan er det ikke, og det er sgu igen lidt totur at sidde og se de kampe.

  • Vi må bare håbe, det giver os endnu mere blod på tanden og vilje til at arbejde endnu hårdere næste gang.

  • Der er absolut ingen grund til at smide håndklædet i ringen af den grund. Vi spiller på en ny måde, og vi skal udnytte den sidste kamp og få sluttet godt af, konstaterer landsholdsprofilen.

Placeringskampen mod de slagne russere har på sin vis ikke det helt vilde på spil.

Men for kvindelandsholdet handler det om at takke publikummet i Herning for en fænomenal opbakning gennem hele slutrunden med en sejr.

  • Der er altid noget ved at vinde den sidste kamp til en slutrunde. Nu har jeg stået nogle gange som nummer fire, og det har eddermame været sur røv. Det er ikke på papiret flottere at blive nummer fem.

  • Men det gør noget ved selvrespekten og moralen, at vi vinder kampen. Så kan vi sige, vi har slået Sverige, Montenegro, Rusland i knockout-fasen og har tabt i sidste sekund i omkamp mod Rumænien.

  • Det er så marginalt, at det lige så godt kunne være os, der stod i de sjove kampe. Men vi skal tage ordentlig afsked med den fantastiske kulisse, det har været at spille i Boxen de sidste 14 dage, slutter Ann Grete Nørgaard.

Danmarks niende og sidste VM-kamp bliver fløjtet op klokken 12.15 mod Rusland.

Norge og Rusland løber på banen 17.15 til VM-finalen.

Andre gode nyheder