Slutrundedebutant: Jeg har fået blod på tanden

Af: Ritzau
Fløjspiller Anne Mette Pedersen har blot fået mod på mere slutrundehåndbold efter sin debut under VM på hjemmebane.
København-fløjspilleren har kæmpet en vis legemsdel ud af bukserne for at blive sine mange skader kvit.
Hun har næsten været hele skadesrepertoiret igennem.
Korsbåndsskader har været omdrejningspunktet i den lange periode, hvor Anne Mette Pedersen har måttet bide i det sure æble og tage til takke med en plads på tilskuerpladserne.
Men en kæmpe drøm kom her til december i opfyldelse for den karismatiske fløjprofil, der repræsenterede Danmark under verdensmesterskaberne på hjemmebane.
-
Jeg har kæmpet for det her øjeblik så længe. Det giver også blod på tanden. Mere vil have mere, smiler hun til tv3sport.dk.
-
Nu har jeg prøvet at være slutrundedebutant, men jeg vil gerne have flere.
Optakten til slutrunden har for 'AM' været noget så hektisk.
En fodskade truet med at sætte VM på spil, men endnu engang fik fløjspilleren kæmpet sig tilbage.
- Spillemæssigt har det ikke været den bedste optakt for mig. Det har også båret lidt præg af mit spil, men det er fantastisk og i bund og grund er jeg sindssygt glad for at have været med.
Det hele har dog ikke været en dans på håndboldroser på fløjspilleren.
-
For mig har det været et sindssygt pres, jeg har været inde under. Jeg har lært helt vildt meget af det, og jeg lærer stadig meget af det,
-
Vi har spillet på et helt andet niveau end hjemme i den danske liga, så jeg håber, man kan tage noget af energi og tempo med hjem.
-
Det har været en slutrunde på hjemmebane, og det er der ikke mange, der får lov at opleve. Så når jeg om nogle dage kigger tilbage, håber jeg, man kan være glad for sjettepladsen trods alt, slutter Anne Mette Pedersen.
I sine knap tre timer på banen i Danmarks ni VM-kampe nettede Anne Mette Pedersen otte gange og fik raget to udvisninger til sig.
Allerede om en uge skal højre fløjen i kamp igen, når Nykøbing Falster venter i et ligabrag på Frederiksberg.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










