Ligaprofil slås med sygdomskvaler

Af: Ritzau
Silkeborg Voel-profilen Trine Troelsen, har været hårdt ramt af sygdom de seneste uger, og faktisk har hun været helt nede at skrabe bunden, afslører den tidligere landsholdsstjerne
I sommerpausen blev 30-årige Trine Troelsen hentet hjem fra et toårigt ophold i franske Toulon. Silkeborg-Voel KFUM endte med at løbe med underskriften fra den eftertragtede bagspiller.
På måltavlen har den tidligere FCM-bagspiller banket sig ind på topscorerlistens syvendeplads med 39 scoringer i midtjydernes første syv ligakampe.
Men de mange mål og den store succes inde på banen, viser langt fra virkeligheden for Trine Troelsen, der har været ualmindelig hårdt ramt på sygdomsfronten.
-
Jeg kæmper efter at komme tilbage i form, og jeg synes, jeg fik en rigtig, rigtig god start på sæsonen. Jeg har bare været super uheldig med at have rigtig meget sygdom i kroppen, og det har været ret frustrerende, indleder Trine Troelsen overfor tv3sport.dk.
-
Jeg vil jo gerne gøre et godt indtryk i Silkeborg og vise det er rigtigt, de har købt mig. Men jeg skal nok komme tilbage, og jeg gør alt for at kæmpe mig tilbage i den form, jeg gerne vil være i.
De seneste to uger har Trine Troelsen været på en såkaldt pencillin-kur, som den karismatiske bagspiller fortæller, har taget ekstremt hårdt på kræfterne.
-
Jeg har været på pencillin to gange i løbet af 14 dage - en uge ad gangen. Den første uge trænede jeg lidt, spillede kamp, og ellers lå jeg i sengen. Når man så begynder at træne, starter man lidt på en ny igen.
-
Anden omgang blev jeg nødt til at være hjemme en hel uge, hvor der ikke var nogen form for aktivitet. Så det er klart, at pencillin tager rigtig hårdt på kroppen, og jeg kan godt mærke på mit åndedræt, at det har været hårdt og krævende, uddyber den midtjyske skytte.
I mere end 12 år har Trine Troelsen optrådt på den såvel danske som internationale håndboldscene, og hun ved om nogen, hvad det kræver at være med på allerhøjeste hylde.
Når det har gjort ondt, er Troelsen blevet ved med at klø på og rejse sig i stedet for at lægge sig fladt ned.
- Nu har jeg trænet med den sidste halvanden uge, men jeg kan godt mærke at luften halter lidt, og det er svært lige at få 100 procent luft. Jeg har været i det her game i mange år, så jeg ved, hvornår det er vigtigt, og jeg bliver nødt til bare at bide det i mig, slutter Silkeborg-spilleren af.
I Silkeborg-Voels midt-uge kamp mod HC Odense i torsdags stod Trine Troelsen noteret for syv scoringer i holdets 13-15-sejr.
Arkivfoto.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









