Gå til hovedindhold

Officielt: Voel henter Hansen og Lyksborg

Officielt: Voel henter Hansen og Lyksborg

Af: Ritzau

Silkeborg-Voel KFUM har for de kommende to sæsoner fået aftaler på plads med landsholdsboblerne Jette Hansen og Louise Lyksborg.

Som TV3 SPORT tidligere har afsløret, så kunne Silkeborg-Voel tirsdag præsentere Jette Hansen og Louise Lyksborg som to af de spillere, der for de næste par år tørner ud for midtjyderne.

Cheftræner Jakob Andreasen ser frem til at få to erfarne ligaprofiler ind i folden.

  • Det er spillere, der kan gå ind og gøre en forskel fra første dag. De kommer med en masse kvalitet og rutine, og så er de to team players, der passer perfekt ind på holdet både på og uden for banen, fortæller Silkeborg-træneren i en pressemeddelelse.

  • Jeg er sikker på, at vi vil se et løft for alle spillere i hele truppen til træning og kamp. De forstærker vores kultur, og jeg er glad for, at vi kan tiltrække spillere fra øverste hylde.

Ligatopscoren fra sidste sæson, Jette Hansen, skifter for tredje gang til Silkeborg-Voel, hvor hun til sommer kommer fra et et-årig ophold fra Team Tvis Holstebro.

Siden 2012 har Louise Lyksborg huseret på højre fløjen i Viborg HK, men efter udgangen af denne sæson skifter hun den ene midtjyske klub ud med den anden.

Louise Lyksborg er en del af Klavs Bruun Jørgensens 28 mands lange trup frem mod OL-kvalifikationen senere på måneden.

Andre gode nyheder