Lettet Viborg-træner: Retfærdigheden vandt

Af: Ritzau
Langt om længe fik Viborg HK tilkendegivet det 24. mål, holdet scorede i nederlaget i weekenden til Metz Handball i Cup Winners Cup.
En lang, kompliceret og på alle måder grotesk sag er nu endelig afsluttet.
Tirsdag eftermiddag blev det først antaget slutresultat på 26-23 officielt ændret til det rigtige resultat på 26-24.
Cheftræner Allan Heine kalder hele hændelsen omkring det manglende mål for grotesk, og han synes, det er ærgerligt på håndboldens vegne, at sagen er blevet trukket så langt ud, som den er.
- Jeg er bare glad for at retfærdigheden slog til, og at vi får det godkendt det sidste mål, som vi jo scorede. Uanset om vi tabte med to eller 12 mål, så skal de mål, man laver selvfølgelig godkendes, fortæller Viborg-chefen til tv3sport.dk
Allan Heine stiller efterfølgende et rigtig stort spørgsmål ved Metz' håndtering af hele sagen.
I løbet af opgøret og endda sågar efter kampen protesterede Allan Heine højlydt omkring det manglende mål, og det fik dommerbordet efterfølgende også besked på.
Viborg-træneren forlangte at få en filmkopi af kampen, men han begriber ikke, hvordan det franske storhold efter kampen stod og bortforklarede, at det højspændte opgør alligevel ikke var optaget på video.
-
Det er utroligt, at man i international håndbold i en europæisk turnering efter en kamp skal stå og diskutere, om man kan se det på en video eller ej. Undskyldningerne de kom med, at de ikke filmede kampen, og at optagelsen pludselig var blevet væk, var helt grotesk.
-
Mandag aften klokken 23 henvendte Metz sig, krøb sig til korset og berettede de delegerede om, at de nu også kunne bevise, at det sidste mål blev lavet. I dag går ud med en pressemeddelelse, og fortæller omkring tingene, gør dem selv til barmhjertige samaritanere med fair play, og alt det de skriver. Altså, det klinger lidt hult for mig, påpeger han.
Hele vejen hjem i bussen til Danmark igen kæmpede Allan Heine og resten af Viborg-delegationen på at bevise, at holdet lavede 24 og ikke de 23 mål -- blandt andre med hjælp fra Viborg-spiller Marie-Paule Gnabouyous svigerfar, der med håndholdt kamera optog hele kampen, og dermed hjalp til at opklare målsagen.
Men den efterfølgende kontakt har Viborg-direktøren, Henrik Dahl, stået for.
- Det har været vores direktør Henrik Dahl, der har kørt processen. Jeg har brugt energi på det i Frankrig og på vej hjem i bussen, men efterfølgende har det været en situation på ledelsesniveau. Nu er jeg bare glad for at det hele har ordnet sig, afslutter Allan Heine.
Returkampen mod Metz finder sted søndag eftermiddag i Viborg Stadionhal.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







