L. Jørgensen: Montenegro gik ikke 100 procent til den

Af: Ritzau
Det var tydeligt for enhver, at Montenegro i fredagens placeringskamp mod Danmark ikke satte alt overbord for at vinde opgøret
Men den manglende montenegrinske tænding havde landsholdsanfører Line Jørgensen ikke det store til overs for.
Jovanka Radicevic og co. blev banket noget så læsterligt med otte mål, og det var det vigtigste.
-
Det virkede ikke som om, de gik 100 procent ind i kampen, og ønskede at vinde så stort. De sparede også nogle spillere i forhold til deres kamp søndag. Men det er egentlig fuldstændig ligegyldigt for os, hvad de gør, og ikke gør, indleder Line Jørgensen overfor tv3sport.dk.
-
Vi skulle vinde kampen, og det letter bare at stå med den OL-kvalifikationsbillet. Vi kører dem rigtig fint over, og viser, at de ikke skal have lov at spille på den måde.
-
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan de vælger at spille og stille op. For os handlede det om at vinde, og det gjorde vi, uddyber landsholdsbacken.
I forhold til det første møde i gruppespillet, hvor Montenegro knebent vandt med to mål, har danskerne lært rigtig meget.
Specielt i forsvaret hvor der blev delt lidt flere tæsk ud, påpeger landsholdsanføreren.
-
Vi får stoppet dem og lavet mange frikast. Jeg synes, vi har gjort det rigtig godt, og det var rigtigt hårdt efter Rumæniens kampen. Men vi viser, vi kan rejse os.
-
Kampen var ikke bare vigtig for os men for hele Dansk Håndbold Forbund. Det havde ikke været sjovt at skulle ud i en knald-eller-fald-kamp søndag om OL-kvalifikationsbilletten. Det havde været presset, indrømmer hardhitteren.
Derfor kan landsholdet gå ind til mødet mod Rusland om 5/6.-pladsen med en anelse mere ro i sindet, og det letter meget pres fra skuldrene, mener Line Jørgensen.
-
Nu kan vi slappe lidt mere af. Det giver en lettere følelse i forhold til, at vi kan spille kampen lidt mere frit i stedet for bare at tænke, at det bliver en rigtig hård og svær opgave. Nu er det en kamp om placering, og den vil vi rigtig gerne vinde.
-
Vi vil rigtig gerne slutte godt af her i Boxen. Det er noget bedre at sige, vi blev nummer fem end seks, slutter landsholdsspilleren.
Klokken 12.15 løber Danmark således på banen til den sidste VM-kamp på hjemmebane.
Den helt store VM-finale står søndag mellem Holland og Norge, og bliver fløjtet op 17.15.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










