Holmsgaard: Russerne var ikke bedre end os

Af: Ritzau
Danmark tabte anden halvleg 5-13 og dermed kampen 21-25 til Rusland, men det var mest på baggrund af det kolossale danske kollaps efter pausen.
Det danske kvindelandshold forlod VM-slutrunden på hjemmebane med en bitter smag i munden.
Placeringskampen om 5/6.-pladsen mod Rusland lignede langt henne ad vejen en sikker dansk sejr.
Men sølle fem danske mål i en sløj anden halvleg udnyttede Evgeny Trefilovs russiske tropper til at vende opgøret til deres fordel, hvilket irriterer og ærgrer landsholdsback Pernille Holmsgaard noget så grusomt.
-
Jeg er selvfølgelig ærgerlig, for jeg synes, vi spiller en super første halvleg. Det er ikke fordi, russerne spiller bedre. Det er måske koncentrationen og trætheden, der spiller ind.
-
Det er superærgerligt, at vi ikke lige gør det færdigt. Selvfølgelig er det øv, når vi havde dem i første halvleg. Vi skal vinde kampen, for det er ikke russerne, der spiller bedre end os, konstaterer hun overfor tv3sport.dk.
I de første 30 minutter var danskerne i front med 16-12, og selvom korthuset væltede totalt i anden halvleg, så er det vigtigt at holde fast i de gode momenter, mener landsholdsbacken.
-
Vi kan ikke være tilfredse med den anden halvleg, vi leverer. Men der er mange positive tegn i første halvleg, som vi skal holde fast i.
-
Vi ville gerne have sluttet bedre af, og det er da ikke noget, vi er super stolte af. Men der er blevet brugt mange ressourcer, og så rammer de tekniske fejl os bare i den anden ende, siger hun.
Derfor kan Danmark kigge tilbage på en samlet sjetteplads, hvor det i løbet af turneringen er blevet til fire nederlag.
Med feltet af hold, der i år havde mulighed for at komme langt i turneringen, må man bare erkende har været uhørt bredt, påpeger København-bagspilleren.
- Selvfølgelig ville vi gerne have taget det skridtet videre. Men man kan bare se, hvor tæt det har været i år og hvor mange hold, der har været helt med fremme. Men taget i betragtning, at vi har været sammen i et halvt år, så synes jeg, det er meget godt klaret, konstaterer hun.
For Pernille Holmsgaards vedkommende er der ikke meget tid til at komme sig over december måneds slutrundestrabadser.
Hun og resten af København Håndbold skal om otte dage i ligakamp mod Nykøbing Falster, der har landsholdstrioen Mette Gravholt, Kristina Kristiansen og Mette Iversen Sahlholdt på holdkortet.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










