HCO-træner vil slutte ordenligt af

Af: Ritzau
Flemming ’Tuborg’ Larsen vil slutte sine tre år i HC Odense af med nogle sejre og succes-oplevelser.
På det seneste har der ikke været alt for meget at grine af i den fynske ligaklub, hvor holdet lige nu ligger langt fra den ønskede målsætning.
Til sommer får odenseanerne nyt blod på trænerbænken, når Flemming 'Tuborg' Larsen overgår i rollen som talentchef for Dansk Håndbold Forbund på fuld tid.
Derfor vil den nuværende U20-damelandstræner sætte et fornuftigt punktum i HC Odense og efterlade et godt stykke arbejde til den kommende mand i trænersædet Jan Pytlick.
-
Jeg synes, jeg har været med til at flytte Odense rigtig langt henne ad vejen til at være et hold, der lå og med nød og næppe har overlevet i ligaen, til at være et stabilt hold i ligaen, påpeger han overfor tv3sport.dk.
-
Man kan så sige, at vi ikke har været stabile i år, men alligevel har jeg været med til at flytte klubben.
Lige nu lægger HC Odense til at skulle spille med i nedrykningsslutspillet, hvor man over to kampe møder et 1. divisionshold.
Her får den samlede vinder æren af at tørne ud i Primo Tours Ligaen efter sommerpausen.
Flemming 'Tuborg' Larsen vil gøre alt, hvad der står i sin magt for at aflevere et HC Odense-mandskab, der også vil være repræsenteret i ligaen for sæsonen 2016/2017.
-
Jeg vil gerne gøre arbejdet 100 procent færdigt. Jeg vil gerne aflevere holdet uden for kvalifikationsspillet. Jeg vil gerne lave nogle gode præstationer, og slutte af med et par indtryk af, at vi godt kan vinde de rigtige kampe,
-
Det har sgu været et fedt projekt for mig at være en del af, og jeg vil gerne give lidt tilbage her til sidst.
Ud går en fynbo.
Ind i trænerfolden kommer minsandten en anden velkendt fynbo.
Jan Pytlick, der i intet mindre end 16 år stod i spidsen for det danske kvindelandshold, overtager trænergerningen, og det er den nuværende cheftræner ganske fortrøstningsfuld ved.
HC Odense kommer i de næste mange sæsoner i trygge hænder.
-
Jeg synes da kun, det er fedt for hele projektet, Fyn og Odense, at man kan hente sådan en kapacitet ind.
-
Det giver selvfølgelig noget positiv omtale og nogle vækstmuligheder for klubben på forskellige områder.
-
Jeg synes jo godt om Odense-projektet, selvom jeg forlader det. Jeg håber ikke, det bliver et endegyldigt farvel men et på gensyn. Forhåbentlig kan Jan komme og løfte HC Odense, så man kontinuerligt vil være i slutspillet i første omgang, slutter han.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








