HCO-træner: En stor skalp at få

Af: Ritzau
HC Odense-cheftræner Flemming ’Tuborg’ Larsen kalder holdets sejr over mestrene fra FCM Håndbold for en vaskeægte arbejdssejr.
21-18 viste lystavlen efter de 60 færdigspillede minutter i Odense Idrætshal.
Resultatet betød, at fynboerne for første gang i lige godt 11 år kunne knytte næverne og forlade en ligakamp som sejrherrer mod pokal- og danmarksmestrene fra den midtjyske hede
Lige kønt var langt fra hele vejen igennem, men HC Odense-spillerne kæmpede fra start og slut og stoppede ikke med at tro på den sensationelle sejr.
- Uha, jeg vil kalde det for en arbejdssejr. Det var virkelig stenhårdt, og det var ikke lige kønt det hele. Vores forsvar stod rigtig godt, men vi havde udfordringer på angrebsspillet, som vi ikke har haft på det seneste, indleder han overfor tv3sport.dk.
Fynboerne bibragte FCM Håndbolds andet nederlag ud af de seneste tre ligakampe, hvor Helle Thomsens tropper er udsat for en voldsom slingrekurs.
Målscoren er ikke kommet over de 22, og så er meget svært at vinde håndbold i Primo Tours Ligaen.
Det var Flemming 'Tuborg' Larsen godt klar over inden mødet med mestrene onsdag aften.
-
FCM var et såret dyr, som ikke helt havde rytme i deres spil. Der vil jeg rose vores forsvar for at dække på en måde, så de aldrig fandt rytmen, påpeger han.
-
Sejren giver da meget på selvtillidskontoen, og det er en stor skalp at få. Vi vil kunne mærke det allerede til træningen torsdag samt fremadrettet.
-
Det giver humør, og med humør er det altid nemmere at træne, så man kan præstere bedre.
Med de to vigtige point tager HC Odense et stort skridt væk fra nedrykningsdramaet, som efterlader Ringkøbing Håndbold og SK Aarhus på henholdsvis 11.- og 10. pladsen.
Rygstødet håber cheftræneren kan skubbe HC Odense markant længere frem i tabellen.
- Jeg tror, vi kan flytte os yderligere, som kan være med til at give nogle flere sejre i de resterende kampe i ligaen, slutter Flemming 'Tuborg' Larsen, der til sommer er fortid i klubben.
På næste fredag møder HC Odense Silkeborg-Voel KFUM på udebane.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








