Håndbold: Ajax sikkert videre i pokalen

Af: Ritzau
Ajax København spillede sig torsdag sikkert videre til pokalturneringens ottendedelsfinalen via en knusende 16-28-sejr over lokalrivalerne fra Lyngby HK.
Selvom flere af de etablerede Ajax-spillere ikke var at finde på holdkortet torsdag aften mod Lyngby HK, så formåede ligaaspiranterne fra det københavnske alligevel at sikre sig en plads videre i pokalturneringen.
Selvom hjemmeholdet fra Lyngby i flere omgange var oppe at snuse til Ajax-mandskabet, så kom de aldrig rigtig tæt på at true den sikre Ajax-sejr, som blev grundlagt med en pauseføring på 9-13.
Uden så megen slinger i valsen kørte John 'Speedy' Larsens tropper sikkert sejren i land, og satte derved punktum for en flot sæson, hvor holdet igen nåede kvalifikationsspillet til Boxer Dameligaen.
Dog måtte Ajax København forlade banen med en bitter eftersmag. For tidligt i 2. halvleg måtte højre fløjen Mie Vinther forlade banen med store smerter i venstre knæ.
Omfanget af Mie Vinthers skade er dog endnu uvist.
For Lyngby HKs vedkommende var der plads til et lille comeback på trænerbænken. Polens kvindelandstræner Kim Rasmussen stod i spidsen for de blåblusede dog kun for en kort bemærkning.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










