Gå til hovedindhold

Gravholt erkender: Det var Københavns kamp

Gravholt erkender: Det var Københavns kamp

Af: Ritzau

Mette Gravholt mener, at hvis Nykøbing Falster i tirsdagens nederlag til København havde dækket 10 procent bedre op, så var sejren på deres hænder.

Men da de 60 minutter var færdigspillede kunne de sortblusede københavnere kaste sig i armene om hinanden velvidende at have slået rivalerne fra Nykøbing Falster med 31-25.

I løbet af det dramatiske københavner-slag var falstringerne blot i front en enkelt gang -- det var da Mariana Costa bragede kampens første bold i kassen til 0-1.

Herfra tog hjemmeholdet teten, og holdt Mette Gravholt og co. på behørig afstand.

  • Alle kan regne ud, at det er en træls følelse. Det er en rigtig irriterende kamp at spille, men sådan er det nogle gange. Det er en proces, og man er rigtig træt af det hele lige nu.

  • Vi skal op på hesten igen, og vi har før spillet dårligere kampe end den her, så vi skal bare lære af det, konstaterer Mette Gravholt overfor tv3sport.dk.

Forsvarsspillet haltede gevaldigt bagefter, mener Mette Gravholt, der godt kunne savne lidt mere stabilitet.

  • Der er masser af fight og vilje, og vi prøver en masse ting. Vi dækker bare ikke godt nok op, og når vi ikke gør det, får vi ikke de redninger, vi skal have for at få gang i kontrafasen. Det er en ond cirkel.

  • Hvis vi havde dækket bare 10 procent bedre op, så havde vi vundet, mener landsholdsspilleren.

Over hele linjen vælger Mette Gravholt at lette på hatten for København Håndbold, som bare på dagen var bedre.

  • Det var Københavns kamp, og de får alle de løse returbolde. Så spiller de bare bedre end os. Det må jeg tage hatten af for, fordi de har ikke spillet noget særlig godt efterår. De spiller godt, og er et godt hold, men så er det heller ikke værre end det.

  • Vi skal kigge på vores forsvarsspil. Nu var det en dårlig kamp, og så skal vi lære af det. Vi må ikke gå ned, men vi skal lære af det, slutter hun.

Nederlaget rokker dog ikke ved, at Nykøbing Falster forbliver på tredjepladsen, mens København Håndbold rykker op på en delt niendeplads med SK Aarhus.

Andre gode nyheder