FCM-træner: Her bliver DM-finalen afgjort

Af: Ritzau
Det hold, der trækker sig bedst ud af målmands- og forsvarspræstationerne, er også det mandskab, der i sidste ende sikrer sig DM-guldet, mener FCM-cheftræner Helle Thomsen.
Om mindre end to uger har DM-pokalen fundet sit rette sted at stå i.
Sidste sæson hjemtog FCM Håndbold på dramatisk vis guldet efter to vanvittigt tætte finaler mod grundspilsvinderne fra Team Esbjerg.
Nu tørner de to topklubber så sammen i kampen om guldet for anden sæson i træk, og her mener Helle Thomsen, at forsvarspræstationen har utroligt meget at sige.
- Det handler meget om forsvaret og de to keepere. Sidste år var det utrolig tæt, og der blev ikke scoret særligt mange mål. Derfor bliver forsvarspræstationerne meget afgørende, fortæller FCM-træneren til tv3sport.dk.
I de to kommende DM-finaler er Helle Thomsen bestemt ikke bleg for at kaste favoritværdigheden over på Lars Frederiksens mandskab -- men det er ikke altid favoritterne, der til sidst står med knyttede næver, pointerer FCM-bossen.
-
Jeg synes, Esbjerg er favoritter. Og det synes jeg er uden at underspille. De har været suveræne vindere af grundspillet to runder før tid. De har spillet godt og slået os tre ud af fire gange. Men det er ikke sikkert, at det altid er favoritterne, der vinder.
-
Vi var favoritter, da vi spillede mod Silkeborg-Voel og tabte. Vi var ved at tabe i SønderjyskE. Men Esbjerg har hjemmebane til sidst, og de var også favoritter sidste år. Der drillede vi dem, og det går vi efter at gøre igen.
Ad flere omgange i denne sæson har FCM-mandskabet næsten haft lige mange op- og nedture spillemæssigt.
Men Helle Thomsen har bidt mærke i, at når modgangen først rammer, står de midtjyske hunulve endnu mere sammen.
-
Vi har spillet mange dårlige perioder i den her sæson, men vi bliver ved med at stole og tro på hinanden. Vi ved, hvor vi har hinanden. Så selv om vi får lidt modgang, er vi ikke sådan lige at knække.
-
Vi havde en periode, hvor vi blev angrebet af nogen, da vi ikke spillede særligt godt. Men alligevel rejste vi os. Altså vi har bare nogle vindertyper og fightere, som er gode sammen på det her hold. Vi har mange strenge at spille på.
-
Jeg er stolt og glad. Det er bare dejligt at stå i DM-finalen igen, slutter Helle Thomsen, der har ført FCM Håndbold til den fjerde finale i træk.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










