FCM-landsholdsfløj: Esbjerg er klare guldfavoritter

Af: Ritzau
FCM Håndbolds landsholdsfløj Trine Østergaard kaster guldfavoritværdigheden over på modstanderen fra Team Esbjerg i de to kommende finalekampe.
Om DM-trofæet skal til Midt- eller Vestjylland bliver om små to uger afgjort.
Grundspillets to øverst placerede mandskaber tørner igen sammen i kampen om DM-guldet, hvor FCM Håndbold jagter klubbens fjerde titel.
Men favoritværdigheden må grundspilsvinderne fra Team Esbjerg påtage sig, mener Trine Østergaard.
- Jeg synes klart, at Esbjerg er favoritter. De skal tage favoritværdigheden hver gang, de slutter som etter i grundspillet. Vi har tabt til dem flere gange, end vi har vundet over dem i den her sæson, påpeger højre fløjen overfor tv3sport.dk.
Blandt Team Esbjergs styrker fremhæver Trine Østergaard vestjydernes enorme bredde, som i lørdagens semifinale mod Team Tvis Holstebro for alvor blev rullet ud.
Især efter den hollandske stjerne Estavana Polman kort før slutfløjtet i første halvleg måtte udgå med et direkte rødt kort.
-
Esbjerg ser helt bestemt stærke ud -- også selv om Estavana Polman får rødt kort og ikke er med i hele anden halvleg.
-
Så er der bare nogle andre spillere, der stepper op. Det viser bare hvor sindssyg stor en bredde, de har. Det er jo også bredden, der gør dem så sindssygt gode.
Spørgsmål: Frygter I at få en lige så stor snitter, som Tvis Holstebro fik?
- Nej, det er ikke noget, man går og tænker over. Vi går bare og glæder os til at spille. Jeg er sikker på, at hvis vi er klar fra start og spiller vores bedste spil, så får Esbjerg det svært, slutter hun.
FCM Håndbold slog på deres vej til finalen Viborg HK samlet med cifrene 55-43.
Team Esbjerg bankede Team Tvis Holstebro med 58-51.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










