Gå til hovedindhold

FCM har ny keeperduo på plads

FCM har ny keeperduo på plads

Af: Ritzau

Tyske Sabine Englert skal i FCM-buret danne målvogterpar med den svenske landsholdsspiller Martina Thörn, der har skrevet under på en toårig kontrakt med midtjyderne.

De midtjyske mestre fra FCM Håndbold har i denne uge fået keeperkontrakterne endegyldigt i hus.

Onsdag skrev kulturbæreren Sabine Englert under på en kontraktforlængelse med mestrene, mens 25-årige Martina Thörn fredag kunne skrive under på en toårig kontrakt.

Cheftræner Helle Thomsen er glad for signeringen af den nyudnævnte svenske landsholdskeeper, der er nummer tre i rækken efter Johanna Bundsen og Team Esbjerg-keeperen Filippa Idéhn.

  • Hun er en keeper, som kan acceptere sin rolle, og som glæder sig til at lære af Englert. Samtidig er hun en keeper til den lange bane. Hun er en spiller på vej frem, og hun bliver kun bedre og bedre i de kommende år.

Martina Thörn, der tidligere har spillet Cup Winners Cup-bold, ser frem til at danne dynamisk keeperduo med selveste Sabine Englert.

  • Jeg blev meget glad, da jeg hørte, at FCM var interesseret. Det er en klub, der i mange år har spillet med i toppen af dansk håndbold.

  • Jeg har fået et godt indtryk af Helle og Kristian som trænere, og det virker som om, at pigerne på holdet er en god gruppe. Jeg ser frem til at flytte til Danmark og spille i en af verdens bedste ligaer, slutter hun.

Martina Thörn er ment som afløser for serberen Ana Vojcic, der stopper i FCM Håndbold efter indeværende sæson.

Andre gode nyheder