Esbjerg-profil: FCM kommer under gevaldigt pres

Af: Ritzau
Bare tanken om, at Blue Water Dokken med dens 3500 tilskuere kommer til at bakke Team Esbjerg op i gulddysten mod FCM, giver fløjspiller Tove Seest kuldegysninger.
I aften står det klart, om FCM Håndbold forsvarer sit danmarksmesterskab fra sidste år, eller om Team Esbjerg tager fusen på midtjyderne og for første gang i klubbens historie kan træde op på det øverste trin på medaljeskamlen.
Vicemestrene fra Team Esbjerg har sat alle sejl ind på at skubbe FCM-spillerne ud af den guldkurs, de satte sig selv i ved at vinde den første finale 20-17.
Men en totalt udsolgt Blue Water Dokken kommer i hvert fald til at gøre sit for at sætte Helle Thomsens tropper under pres, forsikrer Tove Seest.
-
Det bliver nok den kamp i Blue Water Dokkens historie, hvor der bliver mest tryk på. Det glæder vi os alle sammen sindssygt meget til, fortæller Team Esbjerg-profilen til tv3sport.dk.
-
Jeg får kuldegysninger, hver gang jeg tænker på den kulisse, vi skal spille i. I semifinalen mod Team Tvis Holstebro lagde publikum et fuldstændig fremragende tryk.
-
Nu forventer vi 800 flere, så mon ikke, FCM kommer under et gevaldigt pres.
På godt og vel en time blev samtlige billetter revet væk, og det fortæller bare om, hvor stor en håndboldfeber man er ramt af på de vestjyske kanter.
Følelsen af at opbakningen er så stor, kan i den grad mærkes på holdet.
-
Det er så sindssygt. Vi er simpelthen så stolte og beæret over at være håndboldspillere i Esbjerg lige nu. Den opbakning byen viser, er fuldstændig fantastisk.
-
Vi har -- og specielt mig der har spillet mange år i ligaen -- drømt om det DM-guld. Nu er vi så tæt på, så nu skal vi også tage den.
I den første finalekamp for fire dage siden ramte Team Esbjergs bagkæde næsten ingenting. Men Tove Seest er langt fra bekymret for, at det samme sker igen torsdag aften.
- Vi viste i semifinalekampene, hvor kloge vi blev fra kamp 1 til 2. Det skal vi vise igen. Men jeg tror simpelthen ikke på, at hele bagkæden igen kan have sådan en kollektiv off-day, vi havde i Ikast. Så på den måde er kampen jo åben, slutter Tove Seest.
Klokken 17.10 fløjtes den sidste gulddyst op.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dkRitzau
netvagtonside@viasat.dk










