Esbjerg-chef: Der er sat en streg i sandet

Af: Ritzau
Danmarksmesterskabet er blevet fejret ordentligt igennem i det vestjyske. Nu er der nye tider på vej hos mestrene fra Team Esbjerg, der trækker en streg i sandet og fokuserer frem mod næste sæson.
Med deltagelse i Champions League-deltagelse, den hjemlige turnering i form af dameligaen og pokalturneringen, de olympiske lege og en EM-slutrunde til december skal nok gøre Team Esbjerg-spilleren håndboldtrætte.
Det mener cheftræner Lars Frederiksen, for hvem der venter en kolossal opgave med at få fordelt ressourcerne i et ualmindelig og måske umenneskeligt kampprogram.
Næste års sæson er Team Esbjerg-chefen da heller ikke i tvivl om, bliver en af de allerhårdeste.
-
Nu er der sat en streg i sandet. Nu gælder det en ny sæson. For mig at se bliver det en vanvittig hård sæson. Jeg skal sende nogle spillere til OL, vi skal spille Champions League og herhjemme har den danske liga fået et boost i forhold til de hold, der lægger øverst i tabellen, fortæller Lars Frederiksen til tv3sport.dk.
-
Jeg ser flere hold, som virkelig har forstærket sig. Så jeg ser en sæson, der højst sandsynligt bliver meget, meget sværere end den i år.
-
Vi får en stærk trup med et hold, som kan nå lagt. Men vi kommer også til at lide for det. Der bliver i hvert fald masser af spilletid til spillerne. De skal nok blive håndboldtrætte på et eller andet tidspunkt. Forhåbentlig først når sæsonen er færdig.
Der bliver i hvert fald rigelig med mulighed for Team Esbjerg-spillerne at smøre fingrene ind i harpiks og trække i kamptrøjen efter sommerferien.
Pladsen i Champions League-gruppespillet vil i en periode betyde flere kampe om ugen -- og med en dansk dameliga hvis niveau rykker sig et par parametre opad i den gode ende, så forudser Lars Frederiksen, at kampen om DM-guldet næste sæson bliver endnu hårdere.
-
HC Odense opruster, og så kan vi se, at Nykøbing Falster bygger op. Rent økonomisk er der ikke stor forskel på topklubberne fra 1-5. Det bliver de små marginaler, der kommer til at afgøre det igen.
-
Man skal huske, at de to DM-finalister fra i år skal ud og spille hårde kampe i Champions League, så det bliver en hård sæson for os og FC Midtjylland. Der er i hvert fald muligheder for dem, der ligger lige under os til at melde sig ind i guldkampen.
-
Det bliver en ekstrem lang og hård sæson for os, der er favoritter til at gå i finalen igen. Det bliver absolut ikke nemmere næste sæson, end det var i år, slutter Lars Frederiksen.
Blandt nye ansigter i spillertruppen har Team Esbjerg annonceret, at man har hentet den danske landsholdsplaymaker Lærke Møller og det norske stregtalent Vilde Mortensen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










