Esbjerg-chef: Nu skal vi bide skeer med de store

Af: Ritzau
Team Esbjerg har overtaget tronen som danske håndboldmestre. Til den kommende sæson ser sportschef Thomas Hylle frem til at følge vestjydernes præstation i mægtige Champions League.
Den helt store drøm gik for små to uger siden i opfyldelse for Team Esbjerg, der for første gang i klubbens historie kunne lade sig hylde som danmarksmestre.
Dermed har vestjyderne opnået det ypperste i dansk kvindehåndbold -- men drømmene slukkes langt fra her. Nu vil Team Esbjerg have en endnu større bid af kagen i fremtiden.
-
Nu skal vi først og fremmest se, om vi kan blive ved med at blande os i kampen om det danske mesterskab. Det er utrolig vigtigt at blive dansk mester og repræsentere sit land videre i Champions League, fortæller sportschef Thomas Hylle til tv3sport.dk.
-
Det næste er jo så, at vi virkelig skal ud og bide skeer med de helt store hold i Europa. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå.
Dagene efter guldtriumfen er der bare blevet festet igennem i Esbjergs gader, hvor hele teamet omkring truppen har fejret den store bedrift.
Forløsningen var stor og den efterfølgende opmærksomhed, som har været rettet mod Team Esbjergs spillere, har været enorm og nærmest overvældende, fortæller Hylle.
- Vi har været superstolte over det her. Det er jo en stor oplevelse, når man har sat sådan et mål inden sæsonen. Så er det jo endnu større, når det så bare lykkes. Men det har været nogle fantastiske dage efter selve finalekampene.
Der har i dette forår været rigelig grund til at juble over elitesporten i Esbjerg.
Ikke nok med at det lokale kvindelige håndboldhold strøg til helt til tops, så kunne ishockey-mandskabet Esbjerg Energy iklæde sig guldhjelmene som symbol på at have hjemtaget DM-guldet.
-
Jeg tror, da først ishockey-holdet vandt guld, og vi har vundet efter, det har været med til at sætte enormt meget fokus på sporten og på de præstationer, der er blevet lavet. Det er klart, at de forskelige ansigter også bliver mere kendt i hverdagsbilledet.
-
Jeg er sikker på, at mange af pigerne er blevet hilst på og har fået skulderklap med på vejen. Det har igen været fantastisk at møde den opbakning. Det har virkelig været stort, slutter Thomas Hylle.
Tidligere på sæsonen blev det en realitet, at dansk kvindehåndbold fik to pladser i næste sæsons hovedrunde i Champions League.
Det betyder, at vicemestrene fra FCM Håndbold også vil være at finde i verdens fornemmeste turnering efter sommerferien.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










