Dynamisk duo præsenteret i Ringkøbing

Af: Ritzau
For den kommende sæson har Ringkøbing Håndbold hentet Sille Thomsen fra Viborg HK og Julie Gantzel fra norske HK Halden.
Ud går Hanne Trangeled og Mia Biltoft.
Ind har vestjyderne hentet forstærkninger i to unge profiler, som i de senere år henholdsvis har optrådt i den danske og norske liga.
Cheftræner Lars Rasmussen er stolt over at kunne trække så markante spillere til Ringkøbing i 21-årige Julie Gantzel og 23-årige Sille Thomsen.
-
Det er to rigtig dygtige spillere, som begge to er tovejsspillere og passer ind i den måde, jeg gerne vil spille håndbold på, siger han til klubbens hjemmeside.
-
Sille Thomsen er en stregspiller, der i mine øjne kan blive en af de bedste angrebsstrege i Danmark. Hun er simpelthen så topprofessionel med vilje til at fortsætte med at forbedre sig.
-
Jeg er virkelig stolt over, at vi kan hente en spiller som hende til Ringkøbing, uddyber han.
Julie Gantzel har spillet tre sæsoner i norske Halden. Talentet ser Lars Rasmussen frem til at få implementeret i hans trup.
- Julie er virkelig en fighter, og hun er sådan en type, der er fantastisk at have på et hold. Hun stiller krav til sig selv, til sine holdkammerater og sin træner. Det er sådan noget, jeg sætter stor pris på, siger han.
Ringkøbing Håndbold indtager lige nu 11. pladsen med 12 point efter 16 ligakampe.
Både SK Aarhus og HC Odense har samme antal point.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








