Stor udskiftning i Ringkøbing: Vil undgå nedrykningsspil

Af: Web
Ud går syv spillere. Til næste sæson har Ringkøbing Håndbold forstærket sig med lige så mange nye spillere, som skal være med til at få vestjyderne væk fra det modbydelige nedrykningsspil, fastslår cheftræner Lars Rasmussen.
Siden Ringkøbing Håndbolds første sæson i dameligaen tilbage i 2013/2014 har man sluttet to gange på tiende- og en enkelt gang på ellevtepladsen, hvilket har resulteret i to oprykningskampe – alle gange mod Ajax som overlegent er blevet tæsket sæson efter sæson.
Frem mod den nye sæson er der blevet skiftet gevaldigt ud i den vestjyske ligatrup. Ud går eksempelvis landsholdsstregen og klubikonet Mia Biltoft.
Men sammensætningen af den nye trup, hvor tilbagevendte Amanda Brogaard, FCM-talentet Jane Mejlvang samt Camilla Maibom blandt andre er kommet til, kunne cheftræner Lars Rasmussen ikke være mere begejstret for.
-Jeg har sørget for, at bredden er ordentligt, så jeg har nok bagspillere til, at kunne tåle en skade eller to. Jeg har hentet en trup, som er fuldstændig komplet. Den er lige efter mit hoved i forhold til de muligheder, vi har for at hente spillere med vores økonomi, fortæller Lars Rasmussen til tv3sport.dk.
-Hvis jeg sørger for at kombinere de ting ordentligt, så vores spil sidder som det skal kombineret med tryghed og tillid, så forudser jeg en sindssyg spændende sæson, hvor jeg virkelig tror, vi kan overraske mange.
-For at det lykkes i håndbold kræver det også, at træneren sørger, for at spillerne uden for banen har det godt, står sammen og respekterer hinanden, er glade, har et på læben samtidig med de nye spillere hurtigt mærker, at jeg står bag dem og bakker dem op.
Missionen for den kommende sæson er at få hevet Ringkøbing Håndbold ud af det nedrykningsdynd, som holdet har siddet fast i de sidste par år.
Målsætningen om at slutte uden for de to kvalifikationspladser, 10 og 11, anser cheftræneren som ganske sandsynligt, hvis spillerne hurtigt falder ind i konceptet.
-Vi lever godt af, at vi har leveret så godt sidste år. Spillerne har været glade, og det er blevet rygtet. Klubben fungerer, og så er det nogle gange nemmere at hente nogle spillere, som kommer fra top- eller midterhold, også selv om de måske tjener 50.000 kroner mere om året et andet sted.
-Nu er det ikke bare en walkover at møde Ringkøbing. Det synes jeg, er blevet bygget op gennem årene. Det er langsomt blevet startet under Allan Heine. På bedst mulig grundlag har jeg forsøgt at bringe det videre og det synes jeg, er lykkes. Man må ikke tro, det er fordi, vi har fået flere penge. Det har vi ikke.
-Jeg er en meget realistisk mand. Jeg har hentet nogle spillere, jeg synes, er ekstremt dygtige. Med tillid, tro på tingene og min måde at gøre tingene på, tror jeg, jeg kan løfte deres niveau.
-Samtidig er det vigtigt at slå fast, at det ikke bliver ’piece of cake’. Det kræver en toppræstation i hver kamp for vores side. Vi tror og arbejder selvfølgelig efter at slutte over nedrykningsspillet, men der er mange klubber, som også har forstærket sig, om buddet.
Inden en officiel målsætning vil blive sendt ud, så kan Lars Rasmussen dog allerede nu slå én ting fast. Der kommer ikke til at stå Ringkøbing Håndbold på 12.- og sidstepladsen.
-Jeg nægter at tænke på en direkte nedrykning. Jeg har dyb og stor respekt for Skanderborg, som virkelig laver et fantastisk stykke arbejde. De vil kæmpe med næb og klør og der er nok nogen, der skal få deres problemer mod dem.
-Om vi så bliver nummer syv eller ni, vil tiden vise. Min målsætning næste år er, at vi tager steppet endnu videre, får flere point, og når sæsonen er slut, er vi minimum blevet nummer ni. Vi kigger fremad og opad i Ringkøbing, slutter han.
Trods en placering som nummer 11 i grundspillet kunne Ringkøbing Håndbold juble over en historisk god sæson – og faktisk den bedste i klubbens historie på flere parametre.
Klubben har skrabet 14 point sammen i ligaen i år – det er ikke set højere. Vestjyderne har aldrig lavet over 500 mål i en sæson – det tætteste kom man på i forrige sæson med 488 scoringer modsat denne sæsons 511.
Derudover slog Lars Rasmussens tropper lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro for første gang efter adskillige forsøg gennem årene – og det skete med de historiske cifre på 37-30, hvor de lyserøde også lavede flest mål i en ligakamp nogensinde.
Skrevet af Nikolaj Jensen











