Danske ligahold nyder igen stor succes i Europa

Af: Nikolaj Jensen
Dameligaholdene og slutspilsbejlerne Nykøbing Falster og Randers HK var lørdag begge i aktion i det store udland, hvor der kom to sikre danske sejre på kontoen i EHF Cuppens gruppespil.
Mens Danmarks håndboldherrer fortsat hiver sejre hjem under VM, så buldrer de danske kvindehold også afsted i den europæiske turnering, EHF Cuppen.
Tidligere på ugen tørnede Randers HK netop sammen med Nykøbing Falster i den hjemlige Primo Tours Liga, men lørdag forsvarede begge mandskaber de danske farver.
Randers HK tog hjemme imod tyske VfL Oldenburg, hvor der ikke var særlig meget kronjysk slinger i valsen.
Anført af en veloplagt Mie Højlund, der nettede syv gange, var Randers i teten i stort set hele opgøret, hvor Ryan Zinglersen udnyttede bænkens bredde og fik hele ni kronjyder på måltavlen i 28-24-sejren.
Efter de første to kampe er Randers HK fortsat ubesejret i EHF Cuppens Gruppe A sammen med franske Nantes, der heller ikke har sat point til. De to tophold mødes på lørdag om en uge i Frankrig.
Nykøbing Falster var draget syd over grænsen, da det tyske bundesligatophold Metzingen blev slået i egen hule.
Kristina Kristiansen og co. slog igen ovenpå en første halvleg, hvor de tyske værter førte smalt med 18-17 efter at have været foran med hele seks mål.
Efter pausen kunne tyskerne slet ikke følge med falstringernes tempo, hvorfor Nykøbing vandt anden halvleg med hele 11-17 og kampen 29-34.
Dermed bringer Niels Agensens mandskab sig i front i Gruppe D som det eneste ubesejret hold, da man i den første gruppekamp lammetævede russiske Lada Togliatti i Næstved med hele 35-23.
I den hjemlige liga kom fremadstormende Odense Håndbold i uventede, store problemer ude mod ligaoprykkerne fra Skanderborg.
Efter de 60 minutter kunne Jan Pytlicks orange tropper drage tilbage til Fyn med en smal 19-21-sejr og kan fortsat holde liv i drømmen om en plads i slutspillet.
Skanderborg indtager 12.- og sidstepladsen med tre point efter efter Ringøbing og TTH Holstebro.
Nikolaj Jensen
nikolaj.jensen@tv3sport.dk








