Chokeret Odense-keeper: Gør ondt på stoltheden

Af: Ritzau
Nederlaget her til aften på 13-15 til Silkeborg-Voel KFUM gør ikke bare ondt. Det gør ualmindelig ondt helt inde i håndboldhjertets allerdybeste stolthed, fortæller keeper Chana Masson de Souza.
Set fra keeper Chana Masson de Souzas målvogterperspektiv, stod brasilianeren næsten fejlfrit.
Blot 15 gange i løbet af de 60 minutter kunne hun fiske bolden ud af egne netmasker.
Men når holdets målscorer viser sølle 13, så hjælper det andet ikke så meget, påpeger HC Odense-keeperen, der mest af alt er træt af det hele lige nu.
-
Det er ikke så nemt, at skulle snakke om kampen lige nu. Jeg står med så mange følelser lige nu. Jeg er ikke her for at kritisere nogen fra holdet, jeg har en mission om at hjælpe, at give dem min energi og min vindermentalitet, indleder hun overfor tv3sport.dk, og uddyber:
-
Det er mit arbejde, og selvom det gør rigtig ondt på stoltheden, så har vi stadigvæk en lang sæson, og jeg håber, vi kan blive bedre.
Stemningen efter kampen i HC Odenses omklædningsrum var larmende tavst.
Alle sad med den samme følelse og med tomme blikke fastrettet ned mod gulvet, fortæller Chana Masson de Souza.
-
Alle sad med den samme følelse om at det var dårligt og pinligt, det vi præsterede. Vi ved, vi skal gøre det bedre og finde løsningen, for det ser rigtig dårligt ud.
-
Jeg er meget ked af det, men hvorfor vi kun laver fire mål, og hvorfor vi tabte, skal vi alle sammen snakke om. Lige nu skal vi hjælpe hinanden og kigge fremad, selvom det er lidt hårdt.
Inde fra positionen mellem de rød/hvide-stænger prøvede den tidligere Viborg-profil at banke en smule humør og gejst inde på holdet - dog synes forsøget i store dele af kampen at være forgæves.
-
Jeg prøvede at give alt mit energi og være positiv, for alle vil gerne præstere, spille godt og lave mål. Men lige nu fungerer det ikke så godt, men jeg skal bare koncentrere mig om mit arbejde.
-
Jeg håber, det var den sidste kamp, hvor vi spillede så dårligt. Så jeg håber virkelig, vi efter i dag kan kigge på hinanden og på fremtiden. Jeg er træt og ked af det, så jeg håber i morgen bliver en ny, bedre og gladere dag, afslutter hun.
Chana Masson de Souza endte med at stå med en samlet redningsprocent på 47, og nuppede 11 ud af de 23 Silkeborg-Voel-skud i kampen.
Arkivfoto
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








