Gå til hovedindhold

Buducnost-stjerne: Kom Ungarn virkelig ikke med mere?

Buducnost-stjerne: Kom Ungarn virkelig ikke med mere?

Af: Ritzau

Montenegro-stjernen Milena Raicevic var godt og grundigt overrasket over, at Ungarn ikke kom med mere modstand i tirsdagens kæmpe 32-15-nederlag.

Jyske Bank Boxen og dets knap 2000 fremmødte var tirsdag eftermiddag vidne til et kollaps af de større, da Ungarn fuldstændig blev udspillet af Montenegro.

Fra første til sidste slutfløjt var Montenegro bare klasser bedre end Ungarn, og det skyldtes blandt andet den gode forberedelse.

  • Vi var bare super godt forberedt til den her kamp mod Ungarn, som i de to første kampe havde vist storspil og skræmmende styrke. Men for at være helt ærlig havde vi dog ikke forventet, at vi ville vinde så stort, som vi gjorde, påpeger Milena Raicevic overfor tv3sport.dk.

Ikke meget, for ikke at sige ingenting, gik ungarernes vej.

Chancerne blev brændt, boldene blev smidt ud over sidelinjen, attittuden udstråledeikke ligefrem spilleglæde, og gnisten i ungarernes øjne var nærmest som forduftet.

Derfor var det også en lettere rystet Raicevic, der efter kampen måtte konstatere, at et af verdens bedste hold led så omfattende et nederlag.

  • Lige efter kampen stod vi lidt og kiggede på hinanden. og sagde: 'Kom de virkelig ikke med mere'?

  • Vi spillede mod et af verdens pt. allerbedste angrebshold, men vi var virkelig gode i forsvaret til at få lukket dem ned. Vi var smarte og snu i vores angrebsspil også, hvor de havde svært ved at følge med.

Men selvom sejren over Ungarn gik hen og blev så stor, er det ikke ensbetydende med, at guldchancerne er blevet markant større, mener montenegrineren.

  • Jeg vil helst ikke fokusere så meget på vores medaljechancer lige nu. Vi går benhårdt efter at gøre det så godt som muligt i vores gruppe, og så ser vi, afslutter bagspilleren med et skævt smil på læben.

I Montenegros første tre kampe har de skrabet fem point til sig.

Onsdag møder Dragan Adzics tropper Gruppe A's absolutte bundhold Tunesien, mens Danmark venter i fredagens sidste gruppekamp.

Andre gode nyheder