Gå til hovedindhold

Boldsen: To fremragende kampe på tv i aften

Boldsen: To fremragende kampe på tv i aften

Af: Ritzau

Der bliver varmet godt og grundigt op til EM-slutrunden i håndbold på TV3 SPORT 1 og Viaplay i aften (og de næste par dage).

EM-slutrunden i håndbold står for døren for Danmark og alle de andre bedste mandskaber i Europa, og flere af dem varmer op på TV3 SPORT 1 og Viaplay i aften og i weekenden.

Det sker i turneringen Torneo Internacional de España fredag, lørdag og søndag, hvor Spanien, Sverige, Polen og Brasilien varmer op til EM (og OL for sidstnævntes vedkommende).

Vi lægger ud fredag kl. 18.40 med opgøret mellem Polen og Brasilien på TV3 SPORT 1 og Viaplay, og ekspertkommentator Joachim Boldsen ser frem til nogle spændende kampe.

  • Det bliver to fremragende kampe, ingen tvivl om det. Hvis man har tænkt sig at se EM-slutrunden på tv, så vil det være klogt også at kigge med i aften og de næste par dage, siger Joachim Boldsen til tv3sport.dk.

  • Jeg tør ikke sætte penge på noget i de to opgør i aften, men jeg forestiller mig, at vi i hvert fald får en relativt tæt afgørelse på den sene kamp mellem Spanien og Sverige, forklarer han.

  • Det fås vel ikke bedre end Spanien i Europa i øjeblikket. Der er vel kun Frankrig og Danmark, der er på det niveau, og Spanien er altid seværdige. Sverige er lidt af et wildcard, og man ved aldrig helt, hvor man har dem, for de leverer ind imellem topresultater, eksempelvis OL-sølv for tre et halvt år siden.

  • Men det er to klassiske håndboldsystemer, der står overfor hinanden, og det skal nok blive underholdende, fastslår Joachim Boldsen.

Opgøret mellem Spanien og Sverige kan du se på TV3 SPORT 1 og Viaplay fra kl. 20.40. Men også den tidlige kamp bliver interessant, mener Joachim Boldsen.

  • Ja, Polen står overfor at skulle være vært på EM. Det er det største for dem, og de skal være tæt på topformen lige nu. Hvis de skal bygge videre på deres tredjeplads ved VM sidste år, så er succeskriteriet vel nærmest guld, mener Joachim Boldsen.

  • Brasilianerne er i gang med deres egen opvarmning - til OL. Og det er altid specielt at se, når europæiske hold møder sydamerikanske. Især på dette niveau. De spiller bare anderledes håndbold i Sydamerika, konstaterer han.

Aftenens dækning indledes kl. 18.40 på TV3 SPORT 1 og Viaplay.

Andre gode nyheder