Gå til hovedindhold

Bliver Gravholt-Mulle-samspillet guld værd?

Bliver Gravholt-Mulle-samspillet guld værd?

Af: Ritzau

Én af de absolut største nøgler, hvis de danske håndboldkvinder skal have succes ved det forestående VM, bliver det at det ekstraordinære samspil mellem Mette Gravholt og Kristina Kristiansen peaker.

Makkerparret Kristina Kristiansen og Mette Gravholt er fuldstændigt unikt.

Det efterhånden lange samarbejde de to landsholdsprofiler imellem kan blive et af de afgørende momenter, hvis det danske kvindelandshold skal have forhåbninger om at spille med i de sjove kampe ved verdensmesterskabet, der starter i Danmark om mindre end en måned.

Selv er den ene part, Mette Gravholt, godt klar over det velkendte samspil har udviklet sig til at være et af Danmarks stærkeste våbener.

  • Kristina og jeg ved, at vi skal spille meget sammen til VM. Men jeg ved, hvad vi to skal arbejde med for at gøre det godt til VM, og det bruger vi tiden i klubben til, og det er kun givet godt ud i klubben, for vi gør hinanden bedre hele tiden, indleder stregspilleren overfor tv3sport.dk.

  • Når jeg spiller, tænker jeg ikke over VM. Jeg tænker på det i forhold til, hvad jeg ved, jeg skal udvikle mig på, og hvad jeg skal blive bedre til. Det er hvad jeg bruger min klub på, det er at gøre mig selv bedre hele tiden, så selvfølgelig tænker jeg på det lange løb.

I en længere årrække spillede Kristina Kristiansen og Mette Gravholt sammen i den hvide Team Tvis Holstebro-trøje, og qua deres fælles tid i den vestjyske ligaklub har de to fået oparbejdet et uerstatteligt forståelse for hinandens spil.

Sidste år rykkede Mette Gravholt dog til rivalerne fra Viborg HK, og var pludselig modstander til den 26-årige rapfodede playmaker.

At de nu har fundet sammen igen i Nykøbing Falster har betydet alverden, påpeger Mette Gravholt.

  • Vi savnede hinanden sidste år, og det har man også kunnet mærke på landsholdet. Indspilningerne sad ikke helt som de plejede, men nu er de ved at sidde der, som de gjorde i gamle dage, og det er mega fedt.

  • Jeg ved, vi kommer til at se det ved VM, og det er bare et fedt våben at kunne sætte ind, men det er ikke kun det, vi skal bruge, understreger Gravholt.

Hvis Danmark skal kravle pænt op i placeringsrækken ved det kommende VM, er det vigtigt, at det rød/hvide-landshold har flere og andre strenge at spille på, fastslår Nykøbing-spilleren.

  • Kristina og jeg finder rigtig meget tryghed i hinanden, og det er vigtigt på landsholdet. Men vi er mega mange gode spillere på landsholdet, og det skal vi også udnytte.

  • Vi har også en Lotte Grigel og nogle andre gode stregspillere, der kan sættes i scene. Men jeg ved, vi kan bidrage med rigtig meget, og hvis vi så formår at udnytte holdets styrker, så tror jeg også, det kan blive guld værd, afslutter Mette Gravholt.

Åbningskampen ved VM for Danmarks vedkommende bliver lørdag den 5. december mod Japan i Jyske Bank Boxen.

I gruppe A ud over Danmark er også Montenegro, Ungarn, Tunesien og Serbien at finde.

Andre gode nyheder