Gå til hovedindhold

WANTED: Har nogen set Dembele? Barca-emne udebliver fra Dortmund-træning

Af: Jonas Helmy

Det franske supertalent valgte at skippe dagens træning til stor forundring og frustration for Borussia Dortmund.

Ousmane Dembele udeblev fra dagens træning, og Borussia Dortmund har ikke været i stand til at kontakte ham.

Det afslører klubbens cheftræner, Peter Bosz, over for tyske medier.

-Ousmane Dembele trænede ikke med i dag. Vi ved ikke hvorfor. Vi har forsøgt at komme i kontakt med ham, men uden held, siger Peter Bosz.

-Jeg snakkede med ham i går (onsdag, red.), og da var han i Paris med nogle venner. Han snakkede ikke om nogle møder vedrørende transfers eller noget. Der var intet, der indikerede, at han ikke ville være her i dag. Vi håber, at der ikke er sket noget.

Efter salget af Neymar er FC Barcelona på markedet efter en erstatning, og der har Ernesto Valverde tilsyneladende udset sig den 20-årige franskmand, der kom til Tyskland fra franske Rennes for 15 millioner euro sidste år.

Dortmunds administrerende direktør, Hans-Joachim Watzke, har sagt, at det vil kræve et bud på langt over 100 millioner euro, hvis de overhovedet skal overveje at sælge Dembele, der scorede 10 mål i 49 kampe sidste sæson.

I videoen øverst kan du se Ousmane Dembele score mod Monaco i Champions League


Andre gode nyheder