Dortmund afviser nyt Barcelona-bud: SÅ meget skal der til, før de slipper Ousmane Dembele
Af: Jonas Helmy
Borussia Dortmund har afvist et bud fra FC Barcelona for deres supertalent Ousmane Dembele, bekræfter tyskerne.
Netop som det er kommet ud, at Ousmane Dembele af uforklarlige årsager har valgt at blive væk fra træningen i Dortmund, har klubben bekræftet, at de har afvist et bud på spilleren.
Den 20-årige franskmand er tydeligvis udset til at være Neymars afløser i Barcelona, men i øjeblikket er det usandsynligt, at klubberne kan blive enige, lyder det i en pressemeddelelse.
-Vi kan bekræfte, at Borussia Dortmund har diskuteret betingelser med FC Barcelona omkring et eventuelt salg af Ousmane Dembele.
-FC Barcelona har budt på spilleren, men transfersummen matcher på ingen måde spillerens ekstraordinære evner, hans værdi for klubben eller den økonomiske situation i europæisk topfodbold.
-Derfor har Borussia Dortmund afvist buddet.
Det bliver ikke nævnt, hvor meget Valverde og co. har budt på franskmanden, men til gengæld spekuleres der i, at Dortmund ikke vil overveje det, før der ligger et bud på omtrent 135 millioner euro på bordet.
I videoen øverst kan du se Ousmane Dembele score for Dortmund
Jonas Helmy
jonas.helmy@tv3sport.dk









