Gå til hovedindhold

UEFA sender igen bud efter danske Frida

Af: Frits Ahlstrøm

Frida Klarlund er den højst rangerede danske dommer i UEFA og FIFA – for såvel mænd som kvinder.

Af Frits Ahlstrøm

Nu har UEFA igen sendt bud efter den 35-årige Frida Klarlund – denne gang til opgaven som 4. dommer i returkampen mellem Chelsea FC og Barcelona Femení på Stamford Bridge i UEFA Women’s Champions League søndag klokken 14:00.

I det første opgør på Estadi Johan Cruyff vandt Barcelona 4-1.

I den anden semifinale mødes Olympique Lyonnais og Arsenal Women FC søndag klokken 17:00. Den franske klub vandt den første kamp 2-1 på The Emirates Stadium i overværelse af 40.045 tilskuere.

Sofie Svava i Olympique Lyonnais, den eneste danske spiller i semifinalerne, kom først på banen i tillægstiden.

Olympique Lyonnais har været i finalen 11 gange og vundet de otte. Barcelona Femení har spillet sig frem til slutkampen tre gange og sejret i to af dem. Arsenal har deltaget i én finale – i 2007 – hvor det blev 0-0 og 1-0 mod svenske Umeå IK. Mens Chelsea i sin enlige finale tabte 4-0 til Barcelona Femení i 2021 på Gamla Ullevi i Göteborg.

Ada Hegerberg, den 29-årige norske landsholdsspiller i Olympique Lyonnais, er med 66 mål for Stabæk IF, 1. FFC Turbine Potsdam og Lyon den mest scorende i UEFA Women’s Champions League foran tyske Anja Mittag (1. FFC Turbine Potsdam, Rosengård FC, Paris Saint-Germain og VfL Wolfsburg) med 51 og franske Eugénie Le Sommer (Olympique Lyonnais) med 50.

Pernille Harder med 41 mål for Linköpings FC, VfL Wolfsburg, Chelsea FC og FC Bayern München er på 9. pladsen på listen. Den 32-årige angriber med 160 kampe og 77 mål for Danmark blev topscorer i sæsonen 2018-19.

Inspireret af sin søster Trine Westhoff, den tidligere elite-dommer, der er medlem af DBU’s dommerudvalg, tog Frida Klarlund (født 14. december 1989 i Køge) dommereksamen som 16-årig. Tre år senere blev hun elite-dommer og 2015 udnævnt til FIFA-dommer.

Frida Klarlund, der var den første kvindelige dommer i Nordic Bet ligaen, har i denne sæson dømt tre kampe i UEFA Women’s Champions League (Manchester City FC-Hammarby IF, FC Twente-Celtic FC og Real Madrid CF-Arsenal Women FC) samt to kampe i UEFA Nations League (Spanien-Belgien og Island-Schweiz).

UEFA har udpeget Frida Klarlund som en af de 13 dommere til slutrunden om Europa Mesterskabet i Schweiz fra 2. til 27. juli – en turnering, der kan følges på Viaplay og vores TV-kanaler. Hun får selskab af Fie Bruun, en af de 26 assisterende dommere.

Den 37-årige svensker Tess Olofsson, som også er udtaget til EURO 2025, skal dømme Chelsea FC mod Barcelona Femení.

Andre gode nyheder