6. kvindelige medlem af Fodboldens Hall of Fame

Af: Frits Ahlstrøm
Før aftenens landskamp mod Finland i Parken blev 52-årige Lene Terp optaget i DBU’s Fodboldens Hall of Fame.
Af Frits Ahlstrøm
Lene Terp opnåede som spiller 105 A-landskampe. Hun var anfører på landsholdet fra 1998 indtil 2003, da hun sluttede karriere som aktiv.
I VM-slutrunden i USA i 1999 tabte Danmark sine tre kampe: 0-3 mod USA, 1-3 mod Nordkorea og 2-0 mod Nigeria, men Lene Terp spillede så godt, at FIFA udtog hende til sit All Star-hold.
Med OB vandt Lene Terp det danske mesterskab i 2000 og 2001 samt DBU Pokalen i 1998, 1999 og 2003.
Lene Terp spillede to sæsoner i Fulham FC. I den første hjalp hun klubben til oprykning til den næstbedste række for året efter – i 2002 – at hjælpe den til en 2-1 sejr over Doncaster Belles i finalen i FA Cup-turneringen.
Allerede som spiller viste Lene Terp sine evner som leder og mere end at være trænerens forlængede arm. I 2013 tog hun UEFA’s PRO Træner Licens. Den status har kun fire andre danske kvinder på deres CV: Katrine Søndergaard Pedersen, Anja Heiner Møller, Johanna Rasmussen og Signe Pries.
I 2024 opnåede hun en 5. plads i afstemningen om Årets Danske Træner efter Bo Henriksen, Thomas Frank, Kent Nielsen og Brian Priske. Det var en påskønnelse for at have ført Fortuna Hjørring til The Double i dansk kvindefodbold – 13 point foran FC Nordsjælland i ligaen og en 1-0 sejr over samme klub i DBU Pokalfinalen.
Udover landsholdet, som i 1971 i Mexico vandt det uofficielle verdensmesterskab, er følgende fem kvindelige spillere blevet optaget i Fodboldens Hall of Fame: Lone Smidt Nielsen og Susanne Augustesen i 2016, Katrine Søndergaard Pedersen i 2022 samt Merete Pedersen og Helle Jensen i 2024.
Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com









