Swansea spillede skidt, men vandt heldigt 1-0

Af: Ritzau
Michael Laudrup og Swansea tog hjemme i mod upåagtede St. Gallen, der kom flot fra start og spillede friskt til. St. Gallen kom til flere gode chancer, og efter et lille kvarters spil fik de tildelt et straffespark, da bolden ramte backen Tiendalli på hånden. Karanovic tog sig af det, og forsøgte sig med en Balotelli-version, hvor han stoppede op kort før sparket, men keeper Tremmel stod iskoldt og ventede, og så kunne han let pille sparket.
Swansea fik midt i første halvleg en gigantchance efter et indlæg, hvor tre Swansea-spillere stod klar til at prikke bolden ind ved bagerste stang, men heldigvis for St. Gallen ramte den stolpen og sprang væk fra målet. Få minutter inde i anden halvleg fik Swansea hul på bylden. En afslutning fra Bony blev kun halvklaret, og så kunne Routledge sparke bolden det sidste stykke ind over stregen til 1-0 til waliserne.
Swansea spillede generelt bedre i anden halvleg, men St. Gallen kom stadig til flere gode chancer. Blandt andet var Keita tæt på at bringe balance i regnskabet med en lille halv time igen, da han smukt pillet en langt bold ned, men hans lob gik lige over Tremmels mål.
10 minutter før tid var St. Gallen igen tæt på, da et spark langt ude fra var ved at snyde Tremmel i buret, men heldigvis for Michael Laudrups tropper, så tog den den rigtige side af stolpen. Swansea skuffede spillemæssigt, men snuppede altså alle tre point, og de har maksimumpoint efter de første to kampe i gruppen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










