Pernille Harder om Fortuna Hjørrings chance mod Lyon: 'Det er enten eller'
Af: Rasmus Stigsen
Fortuna Hjørring står over for en noget nært umulig opgave, når de onsdag byder de firedobbelte Champions League-mestre fra Lyon op til dans.
Wolfsburg-danskeren Pernille Harder spår som udgangspunkt ikke Fortuna Hjørring mange chancer, når de over to kampe skal forsøge at sende Lyon ud i Champions Leagues ottendedelsfinaler.
-Det bliver selvfølgelig en svær kamp for Fortuna, siger Pernille Harder til TV3 Sport.
-Enten skal de gå ud og parkere bussen fuldstændigt og håbe på et godt udgangspunkt til returkampen, eller også skal de gå totalt frygtløse ud og ryste dem med et højt pres. Det er lidt enten eller, for det farlige ved at gå op i højt pres mod netop dem er, at de har så hurtige spillere fremme.
Lyon har ganske som ventet smadret al modstand i den bedste franske række med fem sejre i fem kampe og en uhyggelig målscore på 29-4. De legede sig videre til mødet med Fortuna Hjørring med 16-0 sammenlagt over de russiske mestre fra Ryazan.
Fortuna Hjørring tabte i weekenden terræn i toppen af Gjensidige Kvindeligaen med et nederlag til FC Nordsjælland, der dermed indtager førstepladsen i rækken. De spillede sig videre til ottendedelsfinalerne med 3-0 sammenlagt over de albanske mestre fra Vilaznia.
-Problemerne opstår, hvis de forsøger sig med en mellemting mellem det høje pres og det dybe forsvar, for så er Lyon simpelthen for dygtige til at spille sig igennem til chancer.
-Det handler om for Fortuna at komme ned bag deres bagkæde, men det nytter ikke noget at sende høje bolde derned, for så står Wendie Renard og vinder alt i luften. De skal prøve at spille deres eget spil langs jorden.
Pernille Harder og Wolfsburg møder selv Twente i Champions League-ottendedelsfinalerne. Se kampen på Viaplay onsdag kl. 18:00.
Se Fortuna Hjørring – Olympique Lyon med optakt fra kl. 18:30 på TV3 Sport og Viaplay.
Wolfsburg - Twente med Pernille Harder kan også findes på Viaplay
FØLG TV3 SPORT Kvindefodbold på Facebook
Rasmus Stigsen
rasmus.stigsen@nentgroup.com










