Gå til hovedindhold

Fortuna møder FC Barcelona, mens Brøndby IF skal spille mod verdens bedste klubhold

Alt kan ske i fodbold. Som den legendariske træner Sepp Herberger sagde: ”Bolden er rund og en kamp varer 90 minutter.”

Af Frits Ahlstrøm

Sepp Herberger, der førte Vesttyskland til verdensmesterskabet i 1954, sagde også:

-Den næste kamp er altid den sværeste.

Det citat passer bedre på den lodtrækning, Fortuna Hjørring og Brøndby IF fik til 1-8-finalerne i UEFA Women’s Champions League.

De to danske klubber skal møde henholdsvis FC Barcelona og Olympique Lyonnais på udebane 3. eller 4. marts med returkampe en uge senere.

UEFA havde inddelt de otte seedede og de otte ikke-seedede i to grupper. Det betød, at Fortuna skulle spille mod enten VfL Wolfsburg, FC Barcelona, FC Bayern München eller FC Rosengård, mens Olympique Lyonnais, Paris Saint-Germain, Manchester City FC og Chelsea FC var mulige modstandere for Brøndby IF.

-Det bliver en stor oplevelse at skulle møde FC Barcelona, siger Niclas Hougaard til TV3 Sport. Det er suverænt det bedste hold i den spanske liga. De to kampe giver os en god fornemmelse af hvor vi står internationalt.

-Jeg anser de to hold i Premier League for at være bedre end FC Barcelona og er glad for, vi undgik dem, tilføjer Niclas Hougaard, der er cheftræner i Fortuna Hjørring.

Per Nielsen, cheftræneren i Brøndby IF, grinede højt, da TV3 Sport bad ham om en kommentar.

-Vi kan lige så godt tage dem fra toppen, udbrød Per Nielsen og hentydede til, at Olympique Lyonnais regnes for verdens bedste klubhold.

Den franske klub har vundet UEFA Women’s Champions League syv gange, deraf fem i de seneste fem år.

Lodtrækningen gav følgende kampe:

VfL Wolfsburg – LSK Kvinner Lillestrøm
FC Barcelona – Fortuna Hjørring
FC Rosengård – SKN St. Pölten (Østrig)
FC BIIK Kazygurt (Kasakhstan) – FC Bayern München
Manchester City FC – ACF Fiorentina
AC Sparta Praha – Paris Saint-Germain
Olympique Lyonnais – Brøndby IF
Chelsea FC – Club Atlético de Madrid

Der trækkes lod til kvartfinalerne 12. marts. De spilles 23.-24. marts og 31. marts-1. april.

Semifinalerne foregår 24.-25. april og 1.-2. maj, mens finalen spilles på Gamla Ullevi i Göteborg 16. maj.

Andre gode nyheder